Målet er lysegrønt. I 2050 skal Danmark ifølge regeringen være uafhængig af fossile brændstoffer som olie og kul.
For at nå målet har Christiansborg vedtaget en ordning, så folk får tilskud, når man sparer på energien. Men som Kontant afslørede i går, blev tilskuddene misbrugt, når det gælder hulmursisolering.
Mange boliger fik støtte til at få en tom hulmur isoleret, som i virkeligheden slet ikke var tom.
Svært at kontrollere private
Også på andre punkter virker ordningen om energibesparelser ikke efter hensigten.
Sådan lyder kritikken fra Jacob Zink Thelufsen, postdoc på Aalborg Universitet og forsker i energibesparelser.
- Aftalen åbner op for mange muligheder for fusk og fejl. Der er huller og ting, som kan udnyttes, siger han.
Generelt er det skidt for miljøet, når ordningen misbruges. Det gør det sværere at nå det lysegrønne mål for 2050, mener Jacob Zink Thelufsen.
- Aftalen bringer os ikke derhen, hvor vi gerne vil, siger han.
Problemet med aftalen er, at den kun fungerer godt på nogle punkter, forklarer Jacob Zink Thelufsen. Den er bedst, når det drejer sig om at få virksomheder og storforbrugere til at spare energi. Til gengæld fungerer den knap så godt for almindelige husholdninger.
Det er uheldigt, for netop boligejere skal med, hvis man skal nå de ambitiøse klimamål.
- Det betyder meget, at vores husholdninger ikke bruger så meget energi, siger Jacob Zink Thelufsen og peger på, at udfordringen er, at det er svært og dyrt at kontrollere mange husstande.
S: Mange eksempler på råddenskab
På Christiansborg er flere partier klar til at ændre ordningen om energibesparelser.
- Der er noget som skal tænkes forfra, siger energiordfører Jens Joel fra Socialdemokraterne.
- Der er mange eksempler på råddenskab, og kontrollen har været utilstrækkelig i det nuværende system. Vi er gået ind i et oprydningsarbejde, siger han.
Jens Joel mener, at det er lykkedes at få storforbrugere til at spare på energien, men ordningen er for dårligt designet til private kunder. Det skal ændres, når partierne i efteråret skal forhandle energiforlig.
Konservative fortæller også, at man allerede kigger på ordningen. Der er også afsat flere penge til kontrol af hulmursisolering.
- Problemet er, at der findes folk, der vil snyde og bedrage. Det er ikke kønt at se på. Spørgsmålet er, hvor meget man skal kontrollere. Der er mange, som også kan opføre sig ordentligt. Men vi er nødt til at stramme op, siger energiordfører Orla Østerby (K).
Rigsrevisionen og ministeren ser på sagen
Det er dog ikke kun energiordførerne, der retter et kritisk blik på den nuværende tilskudsordning.
”Rigsrevisionen er i gang med at undersøge energispareordningen og er i den forbindelse blevet bekendt med hulmursisoleringsproblematikken”, skriver rigsrevisor Lone Strøm i en mail til Kontant.
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) overvejer i løbet af juni, hvad der skal ske med tilskud til hulmursisolering. Lige nu er ordningen sat på pause.
(8.6-2017) Præcisering: Det fremgik tidligere, at Jens Joel fra Socialdemokraterne talte om uduelighed i forhold til energitilskud. Det er ikke citeret korrekt. Han taler om utilstrækkelig kontrol og manglende ressourcer.
