Svindlere ligger på lur når du køber og sælger brugt på nettet

Antallet af anmeldelser om bedrageri ved nethandel mellem private er steget med 372 procent siden 2009.

Handel mellem private er voldsomt populært, og vi forbrugere handler med hinanden på kryds og tværs via apps, sociale medier og hjemmesider.

Et godt eksempel er Facebook, der er fyldt med grupper for køb og salg, og den sociale medie-gigant har da også set potentialet og lancerede sidste år tjenesten Marketplace, som endnu et sted, hvor vi kan handle brugt med hinanden.

Men i modsætning til det lokale loppemarked, hvor køber og sælger mødes ansigt til ansigt, er der i de fleste tilfælde ingen fysisk kontakt, når der handles på nettet, og det udnytter svindlere til at snyde andre.

Oprettede 20 falske profiler

Bedrageri ved den form for privat handel er steget med over 372 procent på syv år. Det viser tal fra Rigspolitiet.

To at de hurtigst voksende sider for handel mellem private er Tradono.dk og Trendsales.dk. Her må de ansatte holde et vågent øje med forsøg på svindel, fortæller chef, Mads Aarøe Mathiesen

- Vi har cirka 100 tilfælde på et år, og vi ser også, at det er nogle få individer, som desværre kommer igen og bliver ved med at prøve at svindle andre. Vi har et eksempel på én, som har oprettet 20 forskellige profiler, som vi har måttet lukke ned, fortæller Mads Aarøe Mathiesen.

Der er altså tale om personer, der opretter profiler med det ene formål at udnytte andres tillid og snyde dem.

Masser af undskyldninger

Sara Søndergaard Lysdal går i fælden, da hun køber et design-tæppe og en pude på Den Blå Avis af en Charlotte Nielsen for 750 kroner.

- Hun sender en besked, at nu er pakken sendt. Men da der går en rum tid, og pakken ikke dukker op, synes jeg, det er en lille smule mærkeligt. Hun siger, hun har sendt den, men har ikke nummeret på pakken, siger Sara Søndergaard Lysdal.

I to måneder skriver hun frem og tilbage med Charlotte Nielsen, der bliver ved med at forsikre hende om, at pakken er på vej.

- Hun har jo en undskyldning for alt. Så er det hendes Mobil Pay, der ikke virker, så får hun først løn i morgen, og sådan bliver hun ved. Hun siger, hun gerne vil løse det uden problemer, men der når vi aldrig til, siger Sara Søndergaard Lysdal, der ender med at melde Charlotte Nielsen til politiet for bedrageri.

37 sigtelser for bedrageri

Anmeldelsen viser sig at være endnu en i bunken af anmeldelser mod Charlotte Nielsen. Hun er sigtet for hele 37 tilfælde af bedrageri, og meget tyder på, at det kun er toppen af isbjerget.

Facebookgruppen ”Snydt af Charlotte Nielsen” har nu rundet 270 medlemmer, og mange af dem fortæller historier meget lig Sara Søndergaard Lysdals.

Charlotte Nielsen har i løbet af de seneste år solgt og modtaget penge for alt fra Kähler-vaser, HAY-puder og Kaj Bojesen-figurer til mobiltelefoner, tasker og parfumer. Men køberne modtager aldrig det, de køber.

Det gælder også Connie Düring Petersen, der køber en telefon til din 11-årige datter af Charlotte Nielsen via en side på Facebook, men den dukker heller aldrig op.

- Jeg bliver ved med at skrive til hende, da jeg har hendes telefonnummer, og jeg skriver også på Messenger. Men da der er gået et par dage, blokerer hun mig, og så kan jeg ikke komme i kontakt med hende, fortæller en frustreret Connie Düring Petersen.

- Jeg er vred, fordi jeg synes, det er for lavt. Hun ved jo godt, det er en 11-årig pige, hun snyder, siger Connie Düring Petersen.

Connie Düring Petersen overførte penge til Charlotte Nielsen for en telefon til datteren Stina, men de fik den aldrig.

Slår til igen

DR’s forbrugerprogram Kontant har talt med 30 personer, der alle føler sig snydt af den østjyske kvinde. Dertil kommer facebookgruppen med flere hundrede vrede personer og en retssag med massevis af sigtelser under opsejling. Men det virker ikke til at skræmme Charlotte Nielsen, der har masser af ting til salg på nettet. Kontant køber to porcelænskopper fra Royal Copenhagen, som hun har til salg på Facebook.

Hun tager mod pengene og korrespondancen kører livligt frem og tilbage, da kopperne ikke dukker op, men til sidst holder hun helt op med at svare på henvendelserne.

Jakob Illeborg skriver, at han er fra Kontant og spørger Charlotte Nielsen, om hun vil stille op til et interview om de mange anklager mod hende, men hun ønsker ikke at tale med Kontant.

Det er dog ikke kun som køber, du skal være på vagt. Også som sælger gælder det om at se sig for. Jakob Illeborg støder på en anden kvinde, der fingerer en bankoverførsel, og på den måde slipper af sted med en taske til 60.000 kroner.