- Jeg troede, de var så fornuftige, at de ikke kunne finde på at begynde vanviddet forfra.
Per Nielsen sidder igen med regninger og rykkere, som Telenor har sendt til hans 88-årige far, Preben Nielsen.
Familien troede ellers, at sagen var afsluttet tilbage i april. Dengang havde Per Nielsen gennem flere måneder kæmpet med teleselskabet, der sendte regninger og rykkere på en router, som for længst var returneret.
Til sidst kontaktede Per Nielsen DR’s forbrugerprogram Kontant, der undersøgte sagen, og fik Telenor i tale.
- Det er en kæmpe undskyldning. Det er ikke i orden. De er virkelig blevet fanget i, at vi ikke har gjort det godt nok, sagde markedsdirektør i Telenor, Lars Thomsen, i foråret.
Regning på opsagt abonnement
I de efterfølgende måneder hørte familien ikke mere fra Telenor, men i efteråret lå der så igen en hilsen i postkassen hos Per Nielsens forældre.
- En regning der lyder på 3,15 kroner, og så det de kalder et ”papirgebyr” på 49 kroner. I alt 52,15 kroner, siger Per Nielsen.
Den lidt besyndelige regning knytter sig denne gang til et gammelt abonnement, som Per Nielsen afmeldte i april. Han må endnu engang bruge tid og kræfter på at forklare Telenor, hvordan tingene hænger sammen, og ringer til en servicemedarbejder.
- Jeg siger til ham, at jeg ikke vil se en regning på det her, fordi abonnementet er korrekt opsagt, og det lover han mig rent faktisk, siger Per Nielsen.
De muler mine forældre
Men den besked når ikke videre gennem Telenors interne systemer, så kort efter modtager forældrene en rykker. Per Nielsen kører nu ud til en af Telenors butikker for at få stoppet striben af regninger og rykkere.
- Jeg taler med en ung dame, og hun lover, at det stopper. Det gør det så ikke. Der går yderligere en måned, så kommer der en rykker mere, siger Per Nielsen, stærkt frustreret.
- Det er jo sørgeligt, at man skal have hjælp fra Kontant for at stoppe vanviddet. Jeg vil bare ikke se på, at de muler mine forældre. Det finder jeg mig ikke i, siger han.
Beklager og undskylder – igen
Per Nielsen er imidlertid ikke den eneste, der har problemer med Telenor. Til trods for at firmaet lovede, at de ville få styr på bogholderiet tilbage i april, modtager Kontant fortsat henvendelser fra frustrerede kunder, der ligesom Per Nielsens far, modtager forkerte regninger og rykkere.
I nogle tilfælde er kunder endda sendt til inkasso på et forkert grundlag. Også det lovede Telenor at få styr på i april.
Men det ser altså ikke ud til, at Telenor kan holde, hvad de lovede, så Kontant tager fat igen, og firmaet beklager endnu engang de mange problemer.
- Vi ønsker at yde en god kundeoplevelse, og det har vi desværre ikke været i stand til i de tilfælde, vi ser nu. Det er jeg rigtig, rigtig ked af, siger chef for kundeservice i Telenor, Christian Drejer.
Han beklager også sagen med regninger og rykkerskrivelser mod Per Nielsens far.
- Først og fremmest er jeg rigtig, rigtig ked af den sag, netop fordi Per og Preben også medvirkede i jeres program i foråret. I forbindelse med at vi skal opsige abonnementet, kommer vi desværre til at lave en menneskelig fejl. Vi kommer til at lægge en forkert opsigelsesdato ind på abonnementet og genererer en regning til Preben. Det er en klokkeklar fejl fra vores side, og det vil jeg selvfølgelig gerne undskylde for, siger Christian Drejer.
Men sagen med rod i regningerne hos Telenor er ikke den eneste genganger. Kontant tjekker i aften, hvordan det er gået med andre af de sager, Jakob Illeborg har undersøgt i løbet af året, og det viser sig, at der stadig er plads til forbedring i flere tilfælde.
Se ”Kontant: Julen varer længe – koster os mange penge” i aften 21.00 på DR1.