Udspekuleret gavekortsvindler har malket kunder for millioner

Manden har systematisk svindlet kunder, kroer og hoteller over hele landet gennem flere år.

- Jeg bliver enormt skuffet og synes, det er brandærgerligt, for vi havde glædet os til at komme af sted.

Da Christina Mazur Hansen sidste år fyldte 40, fik hun to gavekort af sin mand til Hotel Klitrosen i Slettestrand. Men da de ville booke opholdet, fik de et nedslående svar retur.

- Her på Klitrosen ville vi hjertens gerne imødekomme din booking, men vi befinder os desværre i en situation, hvor det ikke er en mulighed. Det er nemlig med stor beklagelse, at vi må meddele dig, at selskabet, du har købt dit gavekort igennem, pr. 6/10 2020 er gået i betalingsstandsning.

Samme mail må Klitrosens ejer, Helle Petersen, sende til tusindvis af forventningsfulde kunder, der må sande, at deres gavekort pludselig er værdiløst.

Christina Mazur Hansen sidder tilbage med to ubrugelige gavekort.

Helle Petersen samarbejder med telemarketingfirmaerne Krone Oplevelser og Falkenophold, der står for at sælge gavekortene. Det går strygende, lige indtil manden bag firmaerne, Nick Fogh, en dag tropper op på Hotel Klitrosen og fortæller, at kassen er tom.

- Jeg kan ikke få flere penge, og han anbefaler mig at aflyse det, jeg har i bogen. Jeg siger, det kan jeg ikke, for det berører alt for mange mennesker. Men der er bare lukket. Han er meget brødebetynget, og det er med tårer og det hele, så jeg tror jo oprigtig på, at han er gået konkurs, siger Helle Petersen.

Der mangler 20 millioner

Men da hun begynder at undersøge Krone Oplevelser nærmere, går det op for hende, at der er solgt langt flere gavekort til hendes hotel, end hun har fået betaling for.

- Der er solgt 6000 gavekort under Falkenophold og 6000 under Krone Oplevelser. Jeg har fået penge for 2500. Ud over det havde de et manuelt system. Så jeg tror, der er solgt over 12.000 gavekort, fortæller Helle Petersen.

Hvis de tal holder, betyder det, at Krone Oplevelser har solgt ca. 10.000 gavekort til 2000 kroner stykket, som aldrig er blevet indløst, og som har indbragt Nick Foghs firmaer 20 millioner kroner.

- Det er rigtig mange penge, der er forsvundet, siger Helle Petersen.

Ejer af Hotel Klitrosen, Helle Petersen, har måttet afskedige det meste af sit personale efter samarbejdet med Nick Fogh.

Også Christina Mazur Hansen bliver mistænksom, da hun forsøger at få en forklaring.

- Jeg prøver at ringe og skrive til Krone Oplevelser, men får en mail om, at selskabet ikke eksisterer mere. Det virker som om, det er fup og bedrag, siger hun.

Og da DR’s forbrugerprogram Kontant begynder at grave i sagen, dukker der hurtigt flere hoteller op, som føler sig snydt af Nick Fogh, der på Facebook præsenterer sig som ”professionel moneymaker”.

Salgsdirektør: Det er rent bedrageri

Hos Danske Hoteller, der er en sammenslutning af 23 kroer og hoteller, oplyser salgsdirektør Kenneth Hedegaard, at Hotel Phønix i Brønderslev i 2019 indgår et samarbejde med Falkenophold.

- Til at starte med er der ingen problemer, men så begynder der at komme grus i maskineriet. De koder kunderne skal aflevere, når de skal have deres ophold, stemmer ikke overens med de koder, vi får tilsendt. Og hvis vi ikke kan advisere koderne, får vi ikke betaling. Falkenophold forklarer det med itfejl og systemnedbrud og alt muligt, men vi kan ikke få det til at hænge samme. Vi undersøger det nærmere, og må så konstatere, at samarbejdet må stoppe øjeblikkeligt, siger Kenneth Hedegaard.

Men problemerne stopper ikke, selv om samarbejdet gør.

- I mellemtiden stifter Nick Fogh så et selskab, der hedder Danske-hotelophold.dk, og vi har en webshop, der hedder danskehotelophold.dk. Den eneste forskel er en lille bindestreg, fortæller Kenneth Hedegaard.

Nick Fogh bruger webshopen til at sælge falske gavekort til Hotel Phønix i Brønderslev.

- Det er rent bedrageri. Jeg tror, vi når at tage imod fem til ti gæster. Derefter lukker vi det ned, og jeg har en længere samtale med Nick Fogh omkring det her og beder ham om omgående at eliminere det selskabsnavn og stoppe salget. Så skifter de navn til Krone Oplevelser, fortæller Kenneth Hedegaard.

- For vores vedkommende har de på tre måneder omsat for mellem 600.000 og 700.000 kroner på et enkelt hotel. De får skabt et cashflow, der er helt vildt, for de beholder jo størstedelen af pengene, forklarer salgsdirektøren.

Det har de også erfaret på Grand Hotel Struer, hvor hotellet har måttet bruge 800.000 kroner af egen lomme på at indløse gavekort fra Nick Foghs selskab, som de aldrig har fået betaling for.

- Vi har et ret stort tab, må man sige. Vi skal have 80 procent, hver gang Falkenophold sælger et gavekort, men udfordringen er bare, at vi kun får 80 pct. af 200 gavekort, og i samme periode har han måske solgt 600 gavekort, uden vi vidste det. Så der har han bare snydt os, siger direktør Jens Ryesgaard.

Systematisk svindel

Det er ikke første gang, Kontant fortæller om svindel i telemarketingbranchen med salg af gavekort. I juni afslørede Kontant, hvordan selskaberne Kongerigets ophold og Luxusoplevelser svindlede kunder og samarbejdspartnere på samme måde. I brancheforeningen for hotel og restauration, Horesta, er de ikke i tvivl om, hvad der foregår.

- Det er jo svindel og bedrageri. Man kan se, at de her selskaber opererer på samme måde og systematisk misbruger både forbrugernes tillid, men også de kroer og hoteller, som udsteder oplevelserne, siger medlemschef i Horesta Nadeem Wasi.

Flere af de involverede personer i de pågældende telemarketingfirmaer kender hinanden på kryds og tværs. Nick Fogh har eksempelvis arbejdet i Luksus Oplevelser og gavekortfirmaet Slot & Gods, før han startede for sig selv.

- Det er mennesker, der systematisk etablerer en forretning, hvor det handler om at snyde andre mennesker. Der er et sammenfald mellem personerne, og det foregår på nogenlunde samme måde, siger Nadeem Wasi.

At svindlen på den måde er forbundet og kører i ring forarger Kenneth Hedegaard.

- Det er forkasteligt, at man går konkurs med forskellige typer selskaber, og så kan man åbne igen i morgen, siger han.

Og det er lige præcis, hvad Nick Fogh forsøger, da han kort efter konkursen ringer Helle Petersen op for at genoptage samarbejdet med Hotel Klitrosen.

- Han vil i gang igen, fordi der er så mange penge i det, og han vil gerne have mig med, men det takker jeg selvfølgelig nej til. Det er jo bare en svindelring, der kører og kører og kører, siger Helle Petersen.

Nick Fogh: I bliver meldt for chikane

Kontant har gennem længere tid forsøgt at finde Nick Fogh i hjembyen Grenaa, og her viser det sig, at han ifølge en udlejer er løbet fra en huslejeregning på et erhvervslejemål på 100.000 kroner. Han er ikke at finde på de forskellige adresser, hvor hans firmaer er registreret, men pludselig ringer telefonen.

- Jeg vil rigtig gerne give jer hele historien fra A til Z på mail. Men jeg skal ikke stille op til noget, og I skal lade være med at køre rundt og jagte min familie og venner så bliver I meldt for chikane, for det kan simpelthen ikke passe. Det er fuldstændig grotesk, alt det der sker. Det er en ganske almindelig konkurs med nogle tal, der ikke hænger sammen, siger Nick Fogh, før han smækker røret på.

At der er tale om ganske almindelige konkurser har adjunkt på Juridisk Institut på Aalborg Universitet Lene Lentz dog svært ved at forstå. Men hun er enig i, at tallene ikke hænger sammen.

- Der kan være mange gode grunde til, at man går konkurs. Men jeg undrer mig over den her gavekortbranche, for de har jo ikke rigtig nogen omkostninger. De har en meget lille udgift til at etablere et telefonsalg, de provisionslønner deres sælgere, og så skal de bruge en computer til at generere nogle gavekort. Pengene skal jo videre til hotellerne, som leverer arbejdet, maden og oplevelsen. Der er jo ingen store investeringer undervejs i den forretning, så man kan undre sig over, hvor pengene bliver af, siger hun.

Smækker døren i

Det lykkes til sidst at finde Nick Fogh i et sommerhus på Djursland, men som det fremgår af videoen øverst i artiklen, har den professionelle moneymaker ikke lyst til at forklare, hvor de mange penge er blevet af, da Kontant banker på.

Nick Fogh smækker døren i, da Kontant spørger, hvor pengene er blevet af?

Efterfølgende sender Nick Fogh en kort mail. Han skriver, at hans firmaer er gået konkurs, fordi langt flere kunder end forventet har valgt at bruge deres gavekort på grund af Covid19. Indløsningsprocenten har derfor været mere end dobbelt så høj som normalt.

I forhold til Klitrosen skriver han, at der er solgt 7500 gavekort. Men Helle Petersen har kun fået penge for 2500. Pengene for de resterende 5000 gavekort svarende til ca. ti millioner kroner er ifølge Nick Fogh gået til udgifter i virksomheden. Han afviser at skylde Grand Hotel Struer 800.000 kroner, og i forhold til Hotel Fønix i Brønderslev, svarer han ikke på kritikken.

Krone Oplevelser er siden blevet idømt en bøde på 40.000 kroner ved Retten i Randers for ulovligt telefonsalg.