Mærsk Oil-ejer slipper for straf i den største sag om kemikalieudslip i havet

Mærsk Oils nye ejer har fået bøde for kemikalieudslip i Nordsøen, men slipper i den største af sagerne.

Sagen er den største i årevis om udledningen af miljøfarlige kemikalier i dansk havvand. Foto: Colourbox - illustration: Morten Fogde Christensen DR Nyheder

Miljøstyrelsen politianmeldte Mærsk Oil i 2017 for at udlede tre miljøfarlige kemikalier ulovligt i Nordsøen.

I to af sagerne er der nu langet bøder ud til den nye ejer af Mærsks oliefelter i Nordsøen, Total.

Men i den tredje - og suverænt største - af sagerne, kommer der hverken en bøde eller et retsligt efterspil.

Sagen drejer sig om det miljøfarlige kemikalie Scavtreat, som i tonsvis er forsvundet ud i Nordsøen i forbindelse med Mærsks olieproduktion.

Men den sag er nu blevet opgivet og afsluttet uden resultat. Det fremgår af et skriftligt svar, som DR Nyheder har fået fra det franske olieselskab Total.

- Anklagemyndigheden frafaldt sagen vedrørende Scavtreat, hvor en af vores underleverandører havde fejldeklareret, skriver presseansvarlig Line Bruun.

80.000 ton

Dermed undgår olieselskabet at blive straffet i sagen om Scavtreat 7103, som Mærsk Oil udledte over 80.000 ton af i den danske del af Nordsøen.

- Det synes jeg,er uforståeligt. Jeg mener, at man bør finde nogen at holde ansvarlig, når der er sket så åbenlyst et lovbrud, siger præsidenten i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding.

Anklagemyndigheden bekræfter over for DR Nyheder, at sagen i dag er endelig afsluttet, og at der hverken kommer bøde, sigtelse eller tiltale.

Fungerende chefanklager ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Mette Hermansen, ønsker ikke at give interview, men begrunder i en mail, at Mærsk Oil ikke vidste, hvad kemikaliet reelt indeholdt af farlige stoffer og derfor ikke kan straffes for udledningen.

- Det er anklagemyndighedens vurdering, og den tager vi til efterretning, siger Inger Bergmann, kontorchef i Miljøstyrelsen, der i 2017 politianmeldte Mærsk for ulovlig udledning af tre kemikalier, heriblandt Scavtreat.

Anklagemyndighedens konklusion stemmer overens med forklaringen fra Mærsk Oil, som i hele forløbet har fastholdt, at leverandøren havde fejldeklareret kemikaliet, og at Mærsk Oil derfor ikke vidste, at det indeholdt et miljøfarligt rødt stof, kaldet BAC50.

Ekstra miljøfarligt

Tilbage i sommeren 2017 kunne DR Nyheder på baggrund af tal fra Miljøstyrelsen afdække, at Mærsk Oil i en periode på fem år udledte over 35.000 ton af kemikaliet Scavtreat 7103.

Heri var der blevet tilsat 42 ton af stoffet BAC50, og det gjorde kemikaliet ekstra miljøfarligt og ulovligt at udlede.

Det har senere vist sig, at Mærsk Oil udledte kemikaliet i mere end 12 år, og nye tal, som DR Nyheder har fået aktindsigt i, viser således, at Mærsk Oil i hele perioden udledte over 80.000 ton af kemikaliet.

Heraf udgjorde det ekstra miljøfarlige stof over 80 ton.

Sagen vakte politisk opmærksomhed i sommeren 2017 og resulterede i en række spørgsmål til daværende minister Esben Lunde Larsen (V).

På baggrund af sagen rettede Miljøstyrelsen henvendelse til samtlige olieselskaber i den danske del af Nordsøen og bad dem skærpe opmærksomheden på de kemikalier, de udledte.

Opdateret 12. juli: Præcisering i rubrik og underrubrik, så der nu står Mærsk Oil-ejer i stedet for Mærsk-ejer.

MÆRSK OIL KØBT AF TOTAL

  • Verdens fjerdestørste oliekoncern Total købte i 2018 Mærsk Oil i en milliardhandel.

  • Med i handlen fulgte cirka 1.500 Mærsk-ansatte, som i dag kører olieforretningen videre for Total.

  • Mærsk Oils licens til at bore efter olie og gas i den danske undergrund bliver videreført af Total.

  • Oliekoncernens danske aktiviteter er underlagt dansk miljølovgivning.