En rekordstor bøde på over 22 milliarder kroner kan være på vej mod webgiganten Google, der sidste år blev ramt af en EU-konkurrencesag om misbrug af en dominerende position med den allestedsnærværende søgemaskine.
Søgemaskine-sagen er den ene af to konkurrencesager, der i øjeblikket føres af EU-kommissær, Margrethe Vestager. Den anden handler om mobilsystemet Android.
Flere medier, blandt andet britiske The Sunday Telegraph, kunne i pinsen berette om, at EU er så langt med sagen om Googles søgemaskine, at Google måske allerede inden for de kommende uger - eller i hvert fald inden sommerferien - kan imødese en rekordstør bøde.
Flere sager i gang
Sagen handler om Googles egen shopping-tjeneste, der dukker op øverst i søgeresultaterne, hvis man søger på produkter.
Denne tjeneste tjener Google penge på - men med en markedsandel i Europa på omkring 90 procent af alle søgninger, anser EU tjenesten for at være konkurrencemæssigt problem.
Ingen konkurrerende tjenester er nemlig i stand til at opnå tilsvarende fremmelige placeringer hos Google, der dermed - i EUs øjne - benytter en monopollignende status til også at opnå konkurrencefordele på området for prissammenligningstjenester.
Sagen om søgemaskinen er af ældre dato, og Vestagers forgænger, Joaquin Almunia, forsøgte år ud og år ind at forlige sagen, uden resultat.
En tredje sag på vej
Fredag kom det frem, at EU overvejer at udvide sagen om søgemaskinen til også at omfatte andre tjenester end blot shoppingtjenesten, og Vestager bekræftede fredag, at hun og kommissionen kigger på, om der skal rejses endnu en konkurrencesag mod Google.
Denne gang er det Googles Adwords-system, der er systemet bag Googles søgeordsannoncer, som EU ser efter i sømmene.
EU har ikke formelt rejst en undersøgelse af Adwords - men hvis den kommer, vil det være den tredje i rap. Forleden rejste EU en konkurrencesag om nogle af de apps og tjenester, der leveres sammen med Googles dominerende mobilsystem, Android.
Her mener kommissionen, at disse apps og tjenester får et bedre udstillingsvindue end nogen andre kan opnå, fordi de er præinstalleret på de fleste af de Android-baserede telefoner, der sælges i Europa. Android driver over 80 procent af de smartphones, der sælges globalt.