Mistænkes for svindel med coronastøtte for millioner: Bagmandspoliti tiltaler 57-årig for groft bedrageri

Millioner af kroner er beslaglagt i sager om muligt misbrug af de pakker, der skal hjælpe erhvervslivet.

I alt har Bagmandspolitiet lige nu 30 millioner kroner i søgelyset, som man mistænker, at der er forsøgt svindlet med under coronakrisen.

30 millioner uberettigede kroner fra flere forskellige hjælpepakker.

Det er beløbet, som Bagmandspolitiet (SØIK) indtil videre undersøger, om der er forsøgt svindlet med under coronakrisen.

Nu er tiltalen klar i den første af de sager, som enheden har efterforsket efter tip fra myndigheder, der holder øje med og udbetaler pengene.

En 57-årig mand fra København, der nægter sig skyldig i sagen, har i knap tre måneder siddet varetægtsfængslet mistænkt for bedrageri for 1,6 millioner kroner.

Manden tiltales for svindel med offentlige midler af særlig grov karakter og for groft dokumentfalsk, fortæller chefpolitiinspektør hos SØIK Thomas Anderskov.

- Det er fra politisk hold besluttet, at man skal kunne straffes hårdere for den her form for kriminalitet, fordi det er mere samfundsundergravende, når man tager penge fra hjælpepakker. Derfor har det en særlig grov karakter, siger han.

Den første sag i bunken

Det var i slutningen af maj, at manden blev anholdt. To dage før anholdelsen fik politiet grønt lys til at ransage mandens bopæl, bil og andet i sagen, viser retsdokumenter, som DR Nyheder har fået adgang til.

Et af forholdene i sagen er ifølge politiet sket, efter strafniveauet for svindel med hjælpepakker er blevet forhøjet til det firedobbelte.

Dengang bekræftede den 57-åriges forsvarsadvokat, Henrik Stagetorn, at sagen er den første af sin art under de skærpede straffe.

- Bliver min klient fundet skyldig, så har dommeren mulighed for at forhøje straffen indtil det firedobbelte, men det må vi tage, hvis det kommer dertil, lød det fra forsvareren.

29-årig får ikke firedobbelt straf

I en anden sag om muligt svindel med hjælpepakkerne er en 29-årig virksomhedsejer fra København onsdag blevet dømt et år og seks måneders ubetinget fængsel for uberettiget at forsøge at få udbetalt 427.500 kroner i lønkompensation til fem ansatte.

Manden er dømt for dokumentfalsk og for socialt bedrageri, men ikke af særlig grov karakter, som anklagemyndigheden ellers havde påstået i sagen.

Ifølge sagens anklager, Camilla Helbo, kan man ikke med dagens dom i hånden konstatere, at straffen for at svindle med hjælpepakker er firedoblet.

Hun lægger dog vægt på, at dagens fængselsdom er langt højere end normalt.

- Normalt vil staffen være omkring otte måneder. Med det resultat vi har i dag, så har domstolen fulgt muligheden for at idømme en længere straf, end vi normalt ser i de her sager, siger hun.

I en kort kommentar siger den 29-åriges forsvarer, Louis Beck Nielsen, at hans klient udbeder sig betænkningstid i forhold til, om han vil acceptere dagens dom.

Det samme gør sagens anklager i forhold til, om man vil anke rettens afgørelse til skærpelse.

94 anmeldelser indtil nu

Seneste tal fra Anklagemyndigheden viser, at SØIK ved udgangen af sidste uge har modtaget i alt 94 anmeldelser om mulig kriminalitet i relation til hjælpepakkerne.

Størstedelen af de mulige sager er anmeldt til SØIK af Erhvervsstyrelsen, der udbetaler penge og fører tilsyn med flere af hjælpepakkerne. De fleste anmeldelser handler om mulig svindel med lønkompensation.

Anmeldelserne vedrører samlet set et beløb på mere end 30 millioner kroner, som man lige undersøger, om der er forsøgt snydt med, fortæller chefpolitiinspektør Thomas Anderskov.

- Det betyder ikke, at det er det beløb, som er udbetalt. Men vi har dog beslaglagt 5,5 millioner kroner af de penge, som er blevet udbetalt, siger han.

Samlet set er der udbetalt milliarder af kroner fra de hjælpepakker, der skal hjælpe erhvervslivet helskindet gennem coronakrisen.

Om de 30 millioner kroner, som SØIK lige nu har søgelyset, er et stort eller lille tal, vil Thomas Anderskov ikke vurdere. Men selvom hjælpepakkerne nu så småt begynder at ebbe ud, så afviser politiinspektøren ikke, at der flere anmeldelser på vej.

- Det gælder for al kriminalitet, at det kan være svært at få fat i det hele. Vi gør vores bedste. Noget af det, der har støttet vores indsats, er, at vi på et meget tidligt tidspunkt indgik i et samarbejde med Erhvervsstyrelsen og Skattestyrelsen, siger han.

Minister: Tilfreds med tydeligt signal

Folketingets partier blev i foråret enige om, at straffen for at svindle eller at forsøge at svindle med hjælpepakker skulle firedobles.

Selvom der med dagens dom ikke er tale om en egentlig firedobling af straffen, som politikerne oprindeligt lagde op til, så er Erhvervsminister Simon Kollerup (S) tilfreds med, at der er faldet dom i den første af sagerne.

- Jeg er glad for, at der nu er sendt et tydeligt signal om, at svindel med kompensationsordningerne er uacceptabel og straffes.

- Det er ikke alene kriminelt, det er også at misbruge penge, som er tiltænkt virksomheder, der er i knæ efter corona-krisen, siger Simon Kollerup i en skriftlig kommentar.

Hvad er lønkompensation?

  • Fyringstruede danskere kan få betalt en del af deres løn af staten gennem hjælpepakken om lønkompensation.

  • Lønkompensation betyder, at de ansatte bliver sendt hjem med fuld løn, fordi deres arbejdsplads er i alvorlige problemer.

  • Staten betaler 75 procent af de ansattes løn eller op til 30.000 kr. Virksomheden betaler den resterende løn. Medarbejderne bidrager selv ved at bruge fem dages ferie under hjemsendelsen.

  • Virksomhederne kan få lønkompensation, hvis de står over for at skulle fyre mindst 30 procent af de ansatte eller mere end 50 medarbejdere.

  • Virksomheden forpligter sig til ikke at fyre ansatte, der får lønkompensation.

  • Lønkompensationsaftalen er indgået mellem regeringen, Dansk Arbejdsgiverforening DA og fagbevægelsens hovedorganisation FH.