Naturgasfyr bliver genbrugt i stor stil: 'Det kan være en rigtig god investering'

Hvert andet fyr, der bliver sat op hos de private, er nu et brugt, siger vvs'er.

Flere husstande skifter deres gasfyr ud med fjernvarme. Men en masse andre står på spring for at købe det brugte fyr, siger to vvs'ere. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Tusindvis af danske hjem har efter gasprisernes himmelflugt droppet gasfyret. Men mange af de gamle fyr fortsætter med at varme andre boliger op.

Når boligejere med gasfyr oplever, at fyret står af, og de stadig må vente længe på at komme på fjernvarmenettet, vælger de nemlig i stor stil at købe et brugt fyr. Og dermed kan de spare tusindvis af kroner.

På dba.dk, hvor private handler varer med hinanden, koster et brugt fyr i gennemsnit 2.500 kroner. Derimod skal man typisk af med over 20.000 kroner, hvis man skal have et helt nyt.

En af dem, der oplever, at der er gang i handlen med de brugte fyr, er Jesper Stenkilde. Han ejer Stenkilde VVS i Strøby Egede syd for Køge.

Han fortæller, at hvert andet fyr, han stiller op i øjeblikket hos private, er brugt.

- Der bliver pillet rigtig mange fine fyr ned hos kunder, der får fjernvarme. Så der er masser at købe ude på nettet. Typisk finder de en annonce på nettet og sender den til os. Så siger vi typisk, at de roligt kan købe fyret, og så kommer vi og monterer det, siger Jesper Stenkilde.

Koster mellem 2.000 til 4.000 kroner

Jesper Stenkilde fortæller, at nogle af dem, der investerer i et brugt gasfyr, gør det, fordi deres gamle fyr går i stykker, mens de stadig venter på at få fjernvarme.

Hans kollega Carsten Haugaard, der ejer Haugaards VVS i Holbæk, mærker også, at der bliver sat flere brugte gasfyr op.

Han fortæller, at han har kendskab til kunder, der har købt det brugte fyr for 2.000 til 4.000 kroner.

- Så kan det godt svare sig. Det kunne jeg selv godt finde på at gøre, hvis jeg ikke vil bruge penge på en varmepumpe her og nu. Det kan være en rigtig god investering, indtil fjernvarmen er klar, siger han.

Hos dba.dk mærker man også den øgede interesse. Over vinteren har søgningen på gasfyr været 200 procent højere end normalt, siger presseansvarlig Julie Schoen.

Julie Schoen er presseansvarlig for dba.dk, hvor private kan handle varer med hinanden. (© DR)

Sørg for at få det hele med

De to vvs’ere Carsten Haugaard og Jesper Stenkilde siger dog, at man som køber af et brugt fyr skal sikre sig ordentligt, inden man slår til.

- Du skal huske at få det hele med. Der er nogle, der måske mangler kedlen eller aftrækket – og så kan det blive lidt dyrt og ikke helt svare sig, siger Carsten Haugaard.

Jesper Stenkilde siger, at der også kan være en risiko for, at fyret ikke virker korrekt, hvis det har ligget ubrugt i en garage i nogle måneder.

Og så kan det tage ekstra tid at installere i forhold til et helt nyt.

Inden du købet et brugt gasfyr hos en privat sælger, skal du også være opmærksom på andre ting.

Blandt andet fortæller Martin Bruun-Houmøller, der er jurist i Forbrugerrådet Tænk, at man ikke er dækket af de almindelige køberetlige beskyttelsesregler, når man køber hos en anden privatperson.

- Derfor må man sørge for at få aftalt, hvordan man som køber kan være beskyttet. Der er selvfølgelig nogle regler i købeloven og aftaleloven, men det er en god idé at få styr på sin aftale, siger Martin Bruun-Houmøller.

En autoriseret vvs'er skal sætte det op

Det er også vigtigt, at gasfyret lever op til de gældende krav, siger Søren Muff, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.

For det første skal fyret være CE-mærket, så man er sikker på, at det er produceret i overensstemmelse med særlige krav. Derudover skal man sikre sig, at aftrækket er godkendt til gasfyret.

- Hvis det ikke er det, kan man opleve, at man ikke får varmet huset ordentlig op af fyret og i værste fald er der risiko for kulilteforgiftning af de personer, der opholder sig i huset, siger han.

Desuden siger han også, at det skal være en autoriseret vvs’er, der skal sætte det op.

Se, hvad der var årsagen til, at vi alle lige pludselig begyndte at tale om gaspriser i udsendelsen herunder: