Største prischok i over 35 år: Så meget er smør, mælk og brændstof steget

Priserne er steget så meget, at der er tale om den største stigning siden maj 1985.

Rigtig mange priser er fløjet i vejret.

I marts steg de samlede forbrugerpriser med 5,4 procent sammenlignet med samme måned sidste år.

Det er den største stigning målt siden maj 1985, viser nye tal fra Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks.

Og for nogle varer og ydelser er det ikke små ændringer, vi ser lige nu.

Her kan du selv gå på opdagelse i prisændringerne for marts i år sammenlignet med samme måned sidste år.

Kan stige endnu mere

Inflationen i Danmark og Europa generelt er på vej op. De stigende priser svækker din købekraft og gør dermed dine penge mindre værd. Og det kan blive endnu værre i kølvandet på krigen i Ukraine.

Tallene fra Danmarks Statistik viser nemlig kun udviklingen i forbrugerpriserne frem til slutningen af marts i år.

Marts har især været en dyr fornøjelse for forbrugere, der er afhængige af at skulle købe naturgas, diesel og benzin.

Det er brændstoffer, som er steget markant i pris. Benzin og diesel rammes særligt på grund af stigende priser på råolie og den stærke dollarkurs, der gør det dyrere for bilister at tanke op.

Nervøsiteten på gasmarkedet efter den russiske invasion i Ukraine er heller ikke til at tage fejl af, og den sætter sig lige nu og vil kunne mærkes på næste regning hos de kunder, som ikke har en fastprisaftale på gas.

Energipriser skyld i dyrere mad

Også priserne på hvede er på himmelflugt, blandt andet fordi Ukraine og Rusland er nogle af verdens største producenter af kornsorten.

Verdensmarkedet frygter for den kommende kornsæson, og det giver panik og stigende priser.

Udover mel til boller og brød er mange svinebønder også afhængige af kornet som foder til deres grise.

Dermed kan prisen på din flæskesteg og andet kød på sigt også risikere at blive ramt af prisstigningerne på korn.

Priserne på mange fødevarer har dog allerede, inden Rusland begyndte sin invasion i Ukraine, været igennem en stor stigning.

Udviklingen i priserne for den almindelige forbruger har især været drevet af stigende energipriser, der gør det dyrere at producere produkter og fødevarer.

Allerede sidste år begyndte elpriserne nemlig også at stige markant. Der er tale om historisk høje priser.

Manglende vind og vand til at producere energi i de nordiske lande sidste sommer har blandt andet fået skylden for de stigende priser på el.

Det eneste lyspunkt for forbrugere, der lige nu ufrivilligt er indlagt til at betale for de dyre energikilder, er, at foråret og det varmere vejr forhåbentlig snart vil gøre varmeregningerne lidt mindre.

Hvis du er interesseret i endnu flere, aktuelle forbrugerpriser, kan du løbende følge med og blive opdateret ved at klikke på overblikket herunder.