Der er nyt håb for 1106 jyske og fynske elkunder, som tilbage i 2007 stævnede Dong med krav om erstatning på i alt 4,4. mia. kr.
De jyske og fynske elkunder - som bl.a. tæller kommuner, industrivirksomheder, landmænd og detailbutikker - rejste i 2007 et erstatningskrav mod Dong, efter elproducenten i flere omgange var blevet dømt for misbrug af deres dominans på elmarkedet til at tage overpriser for strøm i Jylland og på Fyn.
I mange år har erstatningssagen været på pause. Men nu har Sø- og Handelsretten meddelt elkunderne, at sagen skal genoptages, fortæller adm. direktør i Energi Danmark, Jørgen Holm Westergaard.
- Vi har fået grønt lys for, at nu kan vi køre vores erstatningssag videre. Det er glædeligt for os, det er glædeligt for de mange erhvervskunder, fordi det markedsmisbrug, der fandt sted, det har kostet konkurrenceevne og tab af arbejdspladser.
Så nu er der nyt håb hos de mange elkunder, der er godt og grundigt trætte af at vente på svar.
- Vi kan komme videre med vores erstatningssag, så vi ikke spilder endnu mange år, inden der kommer en afgørelse på, hvor stort erstatningsbeløbet bliver, siger Jørgen Holm Westergaard til P1 Dokumentar.
Elkunder venter og venter
9 år har over 1100 jyske og fynske elkunder ventet på at få afklaret, om de har ret til erstatning fra Dong Energy.
Og nu er flere af de kunder, der tilbage i 2007 gik ind i en fælles erstatningssag mod Dong, godt og grundigt trætte af at vente.
En af dem er Steen Volander fra jernstøberiet Dania i Aars.
- Vi var da godt klar over, at der gik nok lige et år eller to. Erstatningssager afgøres jo som regel ikke lige over natten. Men vi havde ikke forestillet os at vi skulle sidde og snakke om det i 2016. Det er helt uhørt, siger Steen Volander til P1 Dokumentar.
Hans virksomhed har ifølge en tabsopgørelse et erstatningskrav på 12 mio. kr. hos Dong.
Krig mellem myndigheder og Dong
Ventetiden er blevet lang bl.a. fordi Konkurrencemyndighederne og Dong slås om en gammel afgørelse, der siger, at Elsam brød konkurrenceloven tilbage i 2003 til 2006 ved at misbruge deres dominans på det vestdanske elmarked til at tage overpriser for strøm.
Det er den afgørelse, hele erstatningssagen hviler oven på og derfor afventer en endelig afklaring på.
Men myndighedernes afgørelse om Elsams misbrug godtager Dong ikke - og har ikke gjort det i årevis.
For Dong mener, at myndighederne har begået en række fejl i deres sagsbehandling. Og det har de også fået Sø- og Handelsrettens ord for her i 2016. Derfor vil Dong have afgørelsen ophævet eller sendt tilbage til fornyet behandling hos Konkurrencemyndighederne.
Men det har Konkurrencemyndighederne modsat sig. For de mener, at de allerede har brugt oceaner af tid på at dokumentere Elsams markedsmisbrug på alle leder og kanter.
Derfor er Dong og Konkurrencemyndighederne på vej i Højesteret for at tage et slagsmål om hvem, der har har ret.
Ventetiden har overgået min fantasi
Jørgen Holm Westergaard, adm. direktør i energiselskabet Energi Danmark, og står i spidsen for de 1106 erstatningssøger er særdeles træt af den lange ventetid.
- Da vi startede var det min forventning, at det ville tage tid, fordi det er en tung sag. Måske to år maksimalt, så havde vi fået det her udredt og lukket, siger Jørgen Holm Westergaard.
Men her næsten ni år senere er sagen altså stadigvæk uafklaret.
- Jeg har slet ikke haft fantasi til at forestille mig, at sagen kunne tage så lang tid, siger Jørgen Holm Westergaard.
Dong afviser fortsat, at de har misbrugt deres markedsposition og krævet højere elpriser, end de havde ret til.
P1 Dokumentar er dykket ned Elsam-sagen. Lyt med klokken 13 på P1 eller lyt med P1 Dokumentar på podcast.