Hvis du skal en tur i supermarkedet i dag, kan det være, at det bliver lidt dyrere, end du er vant til.
For mens krigen i Ukraine har forårsaget prisstigninger på såvel energi som forbrugsvarer, bliver der samtidig varslet om yderligere prisstigninger.
Og i dag tog Salling Group en del af konsekvensen og satte prisen op på adskillige varer i både Føtex og Bilka. Det viser tal fra Beepr, der overvåger priserne i de danske supermarkeder.
- Alle i Danmark sætter priserne op, og det er virkelig en ærgerlig situation at stå i, for det er det sidste, vi vil. Men vi gør det af en grund, og det er fordi, at vi ser, at der kommer rekordhøje prisstigninger for os og vores leverandører på grund af stigende råvarepriser og energipriser, siger Per Bank, der er administrerende direktør for Salling Group.
Ifølge Beepr har Føtex sat priserne op på omkring 7.500 varenumre siden i torsdags, og i Bilka er det over 8.500 varer, hvor prisen har fået et nøk op.
Det er dog ikke tal, Per Bank vil bekræfte.
- Det sker løbende, så der er ikke et bestemt antal, og desværre kan vi se, at vi også forventer yderligere prisstigninger fra leverandærerne fremadrettet, siger han og kalder det en dårlig situation for både Salling Group, leverandørerne og kunderne.
Salling Group har i marts haft ekstraomkostninger på 70 millioner kroner, og ifølge direktøren svarer de nye prisstigninger kun til lige under en tredjedel af det beløb.
Det er ikke kun Salling Groups to store kæder, der har set prisstigninger, fortæller Beeprs direktør Jon Henriksen.
Coop har også sat 5.000 varer op i pris i de seneste fire måneder, og det samme er sket i andre supermarkeder, siger han.
- Der er sket lige så store prisstigninger hen over de seneste tre til fire måneder, det er bare sket mere ubemærket, siger han til Ritzau.
"En dårlig situation for os og kunderne"
I både Føtex og Bilka er der tale om gennemsnitlige prisstigninger på cirka 2,85 procent sammenlignet med i torsdags på de cirka 16.000 varer, hvor prisen er blevet sat op i dag.
Ser man på konkrete varer, bliver en økologisk pakke Kærgården smørbar omkring 6 kroner dyrere, mens man skal af med knap 2,5 kroner ekstra for en A38.
Her er et overblik over, hvordan priserne har udviklet sig på ti forskellige af Føtex' hverdagsvarer:
Indtil videre er det især kød og mejeriprodukter, der bliver dyrere, siger Per Bank.
- Det er også, fordi der er råvarestigninger og energistigninger, som påvirker producenter af mejerivarer og kød enormt meget, og så er der også en ny konkurrencesituation i forhold til at skaffe kød på verdensmarkedet.
Hvordan kan man som kunde være sikker på, at I ikke benytter lejligheden til at sætte priserne ekstra op?
- I kan tage mit ord for det. Vi har de dårligste måneder i de 10 år, jeg har været her, så jeg kan love dig for, at hverken vi eller leverandørerne tjener på det. Det er en dårlig situation for os og kunderne, og det sidste, vi ønsker, er at sætte priserne mere op, end vi behøver.
Men spørger man direktøren er det muligt fortsat at handle til gode priser. Og det er der også mange, der formår at gøre.
- Hvis man handler klogt, går i discountbutikker og kigger efter de forskellige gode tilbud, så er der veje uden om det her. Og i øjeblikket handler kunderne tilbud som aldrig før, så de forstår godt situationen, siger Per Bank.