Slagtekyllinger lever i 34 dage

Kyllinger når hurtigere slagtevægten, men flere af dem kan ikke gå normalt, mener Dyrenes Beskyttelse.

Slagtekyllinger lever et stadigt kortere liv. Men landbruget mener, at avl har gjort dem bedre egnede til det. (Foto: © HENNING BAGGER- arkiv, Ritzau Scanpix)

Livet for en slagtekylling er blevet tre dage kortere end for ti år siden. Nu slagtes den efter 34,2 dage mod tidligere 37,4 dage.

Dermed har anbefalingerne fra blandt andet Det Dyreetiske Råd om at fremme en langsommere vækst af hensyn til dyrenes velfærd og evner til at gå ikke haft nogen effekt.

- De bliver hurtigt så påvirkede af den store vægt af især brystet, at de ikke længere bevæger sig, siger Pernille Fraas Johnsen, chefkonsulent for landbrugsdyr i Dyrenes Beskyttelse.

Når kyllinger produceres på den måde, så er det ikke ulovligt. Men Dyrenes Beskyttelse ønsker regler for, hvor hurtigt slagtekyllinger må nå slagtevægten.

- Kyllinger vokser hurtigere

Martin Hjort Jensen, formand for Landbrug & Fødevarer Fjerkræ, kalder kritikken uberettiget.

- Der er sket en udvikling i avlen, så kyllingerne vokser hurtigere. Dermed er det også en anden kylling, end den vi havde for ti år siden, siger han.

- Det var bedre for kyllingerne, hvis de voksede langsommere, end de gør nu. Ikke kun på grund af benproblemer, men fordi deres kraftige vækst forhindrer dem i at have en mere naturlig adfærd, siger seniorforsker Anja Brinch Riber fra Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet.

/ritzau/