Sløjt år for erhvervsskolerne: 2.100 færre praktikaftaler på landsplan

Rekrutteringen af elever fra erhvervsskolerne faldt i 2017. Særligt uddannelsen til sosu-assistent er ramt.

Helt præcis indgik 66.400 elever sidste år en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver, hvor antallet i 2016 var 68.500. For tømrere, snedkere og elektrikere i bygge- og anlægssektoren gik det frem, mens det gik kraftigt tilbage for landets social- og sundhedsassistenter (sosu). (Foto: © STEFFEN ORTMANN, Scanpix)

Det går samlet set den forkerte vej med at uddanne fremtidens faglærte fra landets 106 forskellige erhvervsuddannelser.

Tal fra Undervisningsministeriet viser, at der i år er blevet oprettet 2.100 færre praktikaftaler - svarende til et fald på tre procent i forhold til 2016.

Faldet skyldes en kombination af, at færre unge søger ind på erhvervsuddannelserne, mens arbejdsgiverne samlet set laver færre aftaler med eleverne, forklarer vicedirektør i Danske Erhvervsskoler og Gymnasier Nina Olsen.

- Vi har mistet omkring 6.000 elever blandt de unge mellem 18 og 24 år. Og det betyder, at der er færre elever at tage af, når virksomhederne skal lave en aftale om en praktikplads, siger hun.

Kraftigt fald for sosu-assistenter

Tallene dækker over store udsving blandt de mange forskellige uddannelser. Især trækker social- og sundhedsassistenterne (sosu) kraftigt ned i den samlede statistik.

Her blev der indgået knap 2.000 færre praktikaftaler i 2017.

Erhvervsskolerne kunne optage flere tusinde flere sosu-assistenter, fortæller Karen Stæhr, der er sektor-formand i sosu-assistenternes fagforbund FOA.

Men der er simpelt hen ikke nok unge, der ønsker at arbejde med pleje af patienter, ældre, børn og psykisk syge.

- Derfor bliver vi nødt til at diskutere ting som løn og attraktive, fleksible arbejdspladser, hvor man kan få et arbejdsliv og et familieliv til at hænge sammen, siger hun med henvisning til de igangværende overenskomstforhandlinger for de offentligt ansatte.

Uddannelser slås om små årgange

Erhvervsskolerne har tidligere kæmpet med et tårnhøjt frafald på uddannelserne. Flere end hver tredje elev droppede i 2014 ud i løbet af det første år på uddannelserne.

Året efter trådte erhvervsskolereformen i kraft og rettede op på en del af frafaldet ved at hæve optagelsekravene for de kommende murer, frisører, elektrikere og sosu-assistenter.

De højere krav sammen med faldende årgange - altså færre unge til at søge ind på uddannelserne - kan være en medvirkende årsag til, at sosu-uddannelsen bliver forbigået, vurderer Karen Stæhr.

- Der er en kamp mellem uddannelserne, både de erhvervsfaglige og de mellemlange videregående, om at få fat i de unge og få dem til at søge lige præcis den uddannelse, der annoncerer efter det, siger hun.

Fremgang for praktik i byggeriet

Der er dog også lyspunkter i tallene for uddannelsesaftaler i 2017. For eksempel blev der oprettet knap 600 flere uddannelsesaftaler med eksempelvis tømrer-, snedkere og elektrikere inden for bygge- og anlægsbranchen.

Det glæder underdirektør i Dansk Byggeri Louise Pihl. Her er antallet antallet af elever, der må tage til takke med skolepraktik - det vil sige at stå i lære på deres uddannelsessted - faldet med 215 elever, hvilket svarer til 15 procent.

- Jeg synes, det lysner, men vi har ikke råd til at læne os tilbage og slappe af. Det er fortsat en kæmpe udfordring at få flere unge til at vælge erhvervsuddannelserne, og der er stadig brug for fokus på at få de sidste ud af skolepraktik, siger hun.