Da AaB blev børsnoteret i 1998, købte Søren Thomsen en pæn sum aktier i sin favoritklub.
Ved børsnoteringen lå aktiekursen i godt 18 kroner per aktier. Siden er aktiens værdi raslet ned og ligger nu og slumrer på omkring 28 øre for en AaB aktie.
Forklaringen er dårlig økonomi. AaB har simpelthen tjent færre penge, end der er blevet brugt på de dyre fodboldben. Derfor har klubben også flere gange været nødt til at gå tiggergang for at undgå det totale økonomiske kollaps.
- Det går ikke særligt godt med aktierne. Det har det ikke gjort i mange år. Men det er jo tendensen med fodboldaktier, især her i landet. Jeg gjorde det mest for at støtte klubben, siger Søren Thomsen, mens han overværer endnu et træningspas og forberedelserne til søndagens opgør mod AGF.
- Da jeg købte aktier, handlede 80 procent om at støtte klubben og 20 procent om pengene. I starten steg kursen også. Hvis det mest var forretningen, jeg gjorde det for, så havde jeg nok solgt dem og taget gevinsten. Men det har altid været for at støtte klubben. Det var derfor, jeg satte penge i dem, siger Søren Thomsen.
Ikke interessant med plusser og minusser
Han holder med AaB i tykt og tyndt. I plus og minus. Også selv om AaB's økonomi har været på fallittens rand flere gange de senere år.
- Hvis man er rigtig fan af en fodboldklub, så går man ikke så højt op i økonomien, så går man op i klubben, og hvad dens værdier er. Jeg går ikke op i, om der er 100 millioner på bogen eller 100 millioner minus, siger han.
Den økonomiske krise, som AaB har slæbt sig igennem, betyder tværtimod, at klubben - nødtvungen - er blevet hurtigere til at satse på de unge, lokale talenter.
Gennemsnitsalderen for AaB's indskiftningsspillere er således den laveste, siden optællingens begyndelse i 1995. Men at det er lokale, unge nordjyder, der nu får plads på AaB's førstehold, er kun en positiv udvikling, mener Søren Thomsen:
- Jeg synes, AaB har fået et dejligt koncept med, at vi begynder at tænke på egne talenter og så supplere med nogle gode, udenlandske spillere, det synes jeg er virkelig positivt, siger han.