'Tager røven på Danmark': Fakturafabrikker hvidvasker for milliarder - men tusindvis af deres kunder ser ud til at gå fri for straf

Det er relativt let at købe en fiktiv faktura og tager heller ikke meget mere end et par minutter, fortæller konkursadvokat.

(Grafik: Søren Winther Nørbæk, DR Nyheder)

Til trods for, at myndighederne ved, at tusindvis af danske selskaber vasker milliarder af kroner hvide gennem kriminelle hvidvasknetværk og hermed svindler statskassen for kæmpe beløb, så ser det ikke ud til, at politiet og anklagemyndigheden forsøger at bure dem inde.

Det kan DR's undersøgende dokumentarprogram Pengejægerne i aften afsløre i forbindelse med en længere programserie om såkaldte fakturafabrikker.

Det handler om en industri for hærdede kriminelle, hvor milliarder af kroner bliver vasket hvide gennem fiktive fakturaer. Det bekræfter både programmets research og flere eksperter i programmet.

Men det handler også om tusindvis af på overfladen lovlydige firmaer, som skøjter mellem flere kriminelle fakturafabrikker, når penge til blandt andet lønninger skal uden om skattefar.

- Det viser sig at være relativt let for kunder at købe en fiktiv faktura, og så tager det heller ikke meget mere end et par minutter. Men på den anden side, er der så alt det arbejde, der skal udføres særligt af skattemyndighederne, når sagerne skal optrevles, siger Henrik Selchau Poulsen, der er advokat hos Bruun & Hjelje.

Henrik Selchau Poulsen er sammen med tre andre advokater særligt udpeget som kuratorer i selskaberne efter to af de store hvidvasknetværk, som Pengejægerne har afdækket, og kan derfor med egne øjne se, hvor mange virksomheder der benytter sig af hvidvask gennem fiktive fakturaer.

I alt har Pengejægerne afdækket ni hvidvasknetværk bestående af 74 såkaldte fakturafabrikker, hvor der er blevet hvidvasket for tre milliarder kroner.

Det er netværk, som enten er blevet stoppet af politiet, der er gået konkurs, og hvor pengene er væk - eller som fortsat er i fuld gang med at snyde statskassen for skatter og moms.

Rammer os allesammen

Mængden af mulige skattesvindlere stopper dog ikke ved selve netværkene. For bag hvidvasknetværkene er der ifølge Skattestyrelsen cirka 3.000 selskaber, som har været kunder hos et eller flere af netværkene og har fået hvidvasket penge ved at købe fiktive fakturaer.

Men hvor fælden altså risikerer at klappe for personerne bag hvidvasknetværkene, så viser Pengejægernes research, hvordan deres kunder hopper over til nye netværk, når et bliver optrevlet.

Dokumenter over netværkernes kunder viser, at der er selskaber, som har købt fiktive fakturaer fra op til 13 forskellige fakturafabrikker gennem de seneste år.

Og flere eksperter er ikke i tvivl om, at disse kunde-selskaber har onde hensigter om at snyde i skat.

- De er typisk kriminelle allesammen, fordi det typisk er derfor, du skal købe en falsk faktura, siger Kalle Johannes Rose, der er lektor på CBS og ekspert i hvidvasklovgivning.

- Det er en type kriminalitet, der i virkeligheden rammer os alle sammen. Det gør, at du og jeg skal betale mere i skat. Det er ganske alvorligt, og det er en enorm velfærdssvækkelse, vi får ud af det her, siger Lars Krull, der er seniorrådgiver ved Aalborg Universitet.

Hvad sker der med kunderne?

Selv om eksperterne altså mener, at der er klokkeklare brud på skattelovgivningen, når virksomhederne køber fiktive fakturaer gennem hvidvasknetværk, så ser det ikke ud til, at de får en tur på bag tremmer.

Under et samråd i april 2021 forsikrede landets justitsminister Nick Hækkerup (S) ellers, at man også vil gå efter hvidvaskernes kunder.

Det skete, efter at Information og Finans kunne afdække et svindelnetværk, hvor der var blevet hvidvasket for 700 millioner kroner.

Medierne afdækkede blandt andet, at mange af de 900 kundeselskaber, som havde benyttet sig af fakturafabrikkerne i en anden sag ved navn Operation Greed, hoppede videre til det nye netværk, da svindlen blev opdaget.

Men billedet et år efter samrådet er et noget andet. Pengejægerne har bedt Justitsministeriet om at udpege straffesager, hvor man er kommet efter kunderne.

Det har de ikke kunnet og har henvist til Rigsadvokaten, der dog heller ikke kan udpege én eneste sag.

Kathrine Olldag (RV), Rune Lund (EL) og Peter Skaarup (DF) er alle i det røde felt over, at man ikke går efter kunderne i hvidvasknetværkerne. (Foto: © Scanpix. Bearbejdet af Søren Winther Nørbæk)

'Tager røven på Danmark'

Justitsminister Nick Hækkerup (S) har ikke ønsket at stille op til interview om sagen, men det vil flere andre partier derimod gerne.

- Jeg synes, at det er helt vildt, at der tilsyneladende ikke er nogen kunder, der bliver rejst en sag imod i forhold til, at de kan komme i fængsel for den alvorlige økonomiske kriminalitet, de begår. Der er forbrydere, som svindler for millioner af kroner, og de kan bare gå frit rundt og fortsætte deres svindelforretning, siger Enhedslistens skatteordfører, Rune Lund.

Ordførerkollegaen fra Radikale Venstre, Kathrine Olldag, er ligeledes hård i sin kritik.

- Det er helt sindssygt. Vi burde jo som myndighed sætte os ned og sige, at det her er de slemmeste svindlere. Politiet skal bruge sine ressourcer på at finde de her kædesvindlere, som i den grad er i gang med at tage røven på det danske samfund. Og det skal vi simpelthen have sat en stopper for, siger hun og bliver suppleret af Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti.

- Alle alarmklokker bør bimle og bamle i Justitsministeriet og hos justitsministeren, og der kan det ikke nytte noget, at man ikke gider stille op til interview og gøre noget ved sagen. Der har været et samråd, og nu må vi forlange, at der sker noget snart, siger han.

Pengene, som de 3.000 selskaber angiveligt har svindlet for i skat, er dog ikke nødvendigvis helt tabt for statskassen.

Skattestyrelsen har nemlig sat alle sejl ind for at komme efter dem, forsikrer underdirektør Katrine Krone.

– Vi kommer og banker på. Måske ikke fysisk, men vi laver en skattekontrol og beder om dokumentation for de fradrag, der er taget. Helt almindeligt torskegilde, siger hun.

Har I overhovedet ressourcer til at gå efter 3.000 kunder?

- Det har vi besluttet, at vi har. Vi har besluttet at prioritere det, siger Katrine Krone fra Skattestyrelsen.

Du kan se 'Pengejægerne - Hvidvask er det nye sort - på dr.dk/tv. Du kan også se programmet på DR1 i aften klokken 21.25.