Tesla fordobler omsætning og er snart klar med ny model

Tesla er snart klar med en ny model, der vil øge selskabets produktion markant, oplyser elbilfabrikanten.

Ikke siden 2010, hvor Tesla solgte sine første biler, har selskabet haft så mange ordrer som i de første tre måneder af 2017 (Foto: © Noah Berger, Scanpix)

Elbilfabrikanten Tesla leverer et glimrende kvartalsregnskab for årets første tre måneder.

Selskabet, der er ejet af milliardæren Elon Musk, har leveret flere end 25.000 elbiler i årets første tre måneder. Det er en fremgang på 69 procent i forhold til året før.

Det øgede salg kan aflæses direkte i regnskabet, hvor omsætningen lyder på 2,7 milliarder dollar i første kvartal.

I forbindelse med regnskabet oplyser Tesla, at fabrikanten allerede fra juli vil sætte gang i produktionen af dens nye bil, Model 3. Den forventes til salg i USA i løbet af 2017.

Med lanceringen af Model 3 håber selskabet at nå målet om at producere 500.000 biler om året fra 2018.

Model 3 bliver beskrevet som en billigere bil og forventes at koste 35.000 dollar på det amerikanske marked. Det svarer til knap 240.000 kroner.

- Vi vil gøre det meget klart, at Model 3 ikke er en version nummer tre af vores nuværende bil. Model 3 bliver en smallere og mere prisvenlig version af Model S med færre features og udstyr, siger Elon Musk i forbindelse med regnskabet.

- Model S vil være bedre end Model 3. Sådan skal det være, for det er en dyrere bil, siger han.

De gode resultater for den relativt nye bilfabrikant kan også ses direkte på selskabets aktiekurs. Teslas aktier er steget med 45,6 procent i 2017.

Aktien faldt dog med næsten to procent ved afslutningen på onsdagens handel.

/ritzau/Reuters