Tyskland kendte til mulige planer om skattesvindel mod Danmark i tre år

Finansfolk snød Danmark for 12,7 milliarder kroner, selvom de samme folk allerede var blevet afsløret i Tyskland, viser fortrolige dokumenter.

Danmark står opført som muligt mål for skattesvindel i denne plan, der blev fundet hos en af de mistænkte bagmændene bag den formodede svindel i Tyskland.

Den danske skandale om svindel med udbytteskat for milliarder kunne måske have været forhindret.

Fortrolige dokumenter fra tyske myndigheder afslører, at det tyske politi allerede i en ransagning i 2012 beslaglagde dokumenter, hvor Danmark og flere andre lande blev nævnt som muligt mål for skattesvindel.

Men Tyskland advarede aldrig de danske myndigheder - og i de følgende tre år fossede 12,7 milliarder kroner ud af den danske statskasse.

Det er himmelråbende vanvittigt, mener lektor Henning Fuglsang Sørensen.

- Hvis man ikke deler det her, svarer det jo langt hen ad vejen til, at man sidder i sin stue og drikker sin aftenkaffe og kan se at naboens hus brænder uden at kontakte brandvæsnet, siger Henning Fuglsang Sørensen, der forsker i international kriminalitet ved Syddansk Universitet.

(artiklen fortsætter under grafikken)

En række af de centrale figurer i den danske sag om svindel med udbytteskat blev opdaget og bremset i formodet svindel af de tyske myndigheder allerede før svindlen mod Danmark begyndte.

Det dokumenterer de fortrolige papirer, som DR Nyheder har gennemgået sammen med 18 medier i Europa.

Sanjay Shah i Tyskland

Statsanklagere i Frankfurt og flere andre byer indleder i 2011 en omfattende efterforskning, mod det de beskriver som en ”bande” af finansfolk, advokater og bankrådgivere.

Den tyske efterforskning drejede sig blandt andet om firmaet Solo Capital, der ejes af den britiske finansmand Sanjay Shah. Han er siden blevet sigtet for at stå bag en stor del af svindlen mod Danmark fra 2012-15.

Den tyske professor Christoph Spengel er chokeret over, at de tyske myndigheder aldrig delte deres viden i EU - heller ikke, da de stod med et dokument i hånden med en liste over de lande, som bagmændene overvejede at afprøve fidusen i.

- Hvis det dokument var blevet sendt til Danmark i 2012, kunne spekulationen med udbytteskat være blevet stoppet før 2015, siger Christoph Spengel fra Mannheim Universitet, der har gennemgået sagen.

Kup til 410 milliarder

Gruppens spekulation med udbytteskat over hele Europa vurderes til at have kostet 410 milliarder kroner alene i de fem hårdest ramte lande. Alle lande, der optræder i de dokumenter, som den tyske anklagemyndighed kom i besiddelse af allerede i 2012.

I dokumenterne kan man se, at også Danmark overvejes som muligt mål.

- Hvis jeg sad som dansk embedsmand og fik at vide, at tyske embedsmænd lå inde med oplysninger af den her art, og de ikke havde delt dem med mig, så ville jeg på jævnt dansk vare møghamrende sur, siger lektor Henning Fuglsang Sørensen.

En af bagmændene forklarer i dokumentaren "Mændene der plyndrede Europa", at gruppen af finansfolk skiftede fokus, efter deres spekulation mod Tyskland blev lukket ned. I stedet rettede de så deres blik på Danmark og en række andre lande i Europa.

- Min grådighed var så stor, at moral ikke stoppede mig. Ingen af de mennesker, som arbejdede i denne industri, lod sig stoppe af moral, siger den tyske advokat.

Danmark var usikkert mål

I Tyskland bekræfter talsmand Alexander Badle fra statsanklageren i Frankfurt, at de ikke delte de beslaglagte informationer med Danmark eller de andre lande, som blev omtalt i planen.

I en mail til DR Nyheder skriver han, at det var vurderingen, at den spekulation der foregik i Tyskland ikke fungerede i Danmark. Derfor var der intet grundlag for at dele informationerne med de danske myndigheder. Han bekræfter samtidig, at man heller ikke advarede andre nabolande.

Hverken dem, der optrådte i papirerne som usikre eller sikre mål.

Den anonyme insider beretter, hvordan gruppen af mistænkte svindlere vendte sig mod Danmark, da de blev stoppet i Tyskland. (Foto: © IVO MAYR)

Et af de dokumenter, som tysk politi finder under ransagningen i 2012, er en detaljeret plan over de lande, som gruppen overvejer at bruge skattefidusen imod.

Ifølge insideren blev planen udarbejdet, netop fordi gruppen af advokater og finansfolk ledte efter muligheder for at lave spekulation med udbytteskat i andre lande i Europa.

- Man havde udarbejdet en ”master plan” i Tyskland, og nu ville man vide, om denne djævlemaskine også fungerer i andre lande som Østrig, Spanien, Frankrig, Irland, men også nordiske lande, som Danmark, Sverige og Norge, forklarer han.

EU-kommissær: Skandale

I EU findes der lovgivning, der skal sikre, at hvert enkelt lands myndigheder deler oplysninger, hvis de har mistanke om mulig skattesnyd i et andet land.

EU’s økonomikommissær Pierre Moscovici kalder sagen om svindel med udbytteskat for en skandale. Han ærgrer sig over, skattemyndighederne ikke snakker bedre sammen på tværs af grænserne.

Synes du, Tyskland har fejlet?

- Hvis det er sandt (at Tyskland ikke har delt sin viden red.), er det ikke tilfredsstillende, siger kommissæren.

Han vil bruge sagen til at arbejde for bedre samarbejde på tværs af grænserne i Europa.

- Derfor har vi brug for at styrke den automatiske udveksling af informationer. Vi har brug for et meget stærkere administrativt samarbejde mellem medlemslandene, siger Pierre Moscovici.

S: Tyskerne har svigtet

Det danske medlem af EU-parlamentet Jeppe Kofod er socialdemokraternes ordfører i udvalget mod skattesnyd og økonomisk kriminalitet.

Han anklager tyskerne for at have brudt EU-traktaten.

- Tyskland har klokkeklart overtrådt EU-traktaten. Der står helt klart og tydeligt, at alle lande er forpligtet til loyalt at samarbejde, omkring ting der kan skade andre lande, siger Jeppe Kofod.

- Det her røveri af udbytteskat skulle man have advaret sine nabolande om. Da de tyske myndigheder i 2012 finder et masterdokument, hvor Danmark kan være et af de næste ofre, så skal man selvfølgelig advare, siger han.

Bagmand i Dubai

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er rystet over, at de tyske myndigheder ikke advarede Danmark.

- Det er jo frygteligt, at det ikke er sket. Hvis de danske skattemyndigheder havde fået besked i 2012, 13 eller 14, eller mere klar besked end man fik, så kunne man måske have stoppet det, siger Karsten Lauritzen.

Finansmanden Sanjay Shah er sigtet for at være hovedmanden bag svindel med udbytteskat i Danmark.

Den hovedmistænkte i den danske politiefterforskning, Sanjay Shah, opholder sig i dag i Dubai. Han har ikke ønsket at medvirke i et interview, men har tidligere afvist at have gjort noget ulovligt og siger, han bare udnytter et hul i loven.

Bagmandspolitiet har beslaglagt større milliardbeløb i sagen og er stadig i gang med efterforskningen af Sanjay Shah.