Selv om den den radikale integrations- og beskæftigelsesborgmester i København, Anna Mee Allerslev, trækker sig, vil københavnerne stadig kunne stemme på hende ved kommunalvalget 21. november.
Ifølge loven kan en kandidat ikke trække sig fra kandidatlisten, når den er indleveret, siger Roger Buch, forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalist højskole og kommunal- og valgforsker.
- Bordet fanger, fordi man har indleveret kandidatlisterne, og hun har også skrevet under på den. Så det er bindende, siger Roger Buch.
- Hun kan godt stoppe med at føre valgkamp, hvis hun trækker sig, men hun vil stadig stå på stemmesedlen og vil stadig kunne blive valgt.
Anna Mee Allerslev er også tvunget til at indtræde i Københavns Borgerrepræsentation, hvis hun bliver valgt.
Der er dog enkelte smutveje væk fra posten som kommunalpolitiker. Blandt andet hvis det ikke kan kombineres med private job, familielivet eller af helbredsmæssige årsager.
- Men den ultimative smutvej er at flytte ud af kommunen. Det kan man gøre i en kort periode og så flytte tilbage. Det er den sikre vej, hvis man ikke har lyst at modtage valg, siger Roger Buch.
Roger Buch mener, at man burde give folk mulighed for at træde ud.
/ritzau/