Antal år på arbejdsmarkedet og pensionsopsparing bliver afgørende for 'Arne'-pension

Folk med store pensionsformuer får ikke ret til tidlig pension. Regeringen fremlægger plan i morgen.

Bryggeriarbejderen Arne Juhl mødtes med Mette Frederiksen på Socialdemokraternes kongres sidste år. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Den private pensionsopsparing er en af de faktorer, der bliver afgørende for, hvem der kan få ret til S-regeringens nye tidlige pension til nedslidte.

Det oplyser flere kilder med indsigt i udspillet til DR Nyheder.

Regeringen præsenterer tirsdag sit store prestigeprojekt om en ny pension, der skal give folk med et langt arbejdsliv ret til at trække sig tidligere tilbage end andre.

Det er det udspil, som populært kaldes for Arne-pensionen efter bryggeriarbejderen Arne Juhl, der var frontfigur i Socialdemokraternes kampagne om pensionen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) fremlægger pensionsplanen sammen med tre ministerkolleger på Danish Crown-slagteriet i Horsens tirsdag klokken 13.

Opsparing og anciennitet bliver afgørende

Og to faktorer bliver ifølge DR Nyheders oplysninger afgørende for, om man kan få adgang til den nye pension: Hvor mange år man har arbejdet, og altså størrelsen på den private pensionsopsparing.

Med den model mener regeringen, at man kan målrette pensionen til især faglærte og ufaglærte med de hårdeste job.

At gøre pensionsformue til en faktor betyder, at man udelukker folk, som har arbejdet i mange år, men som har haft et mere vellønnet job. F.eks. ansatte i den finansielle sektor.

Ancienniteten på arbejdsmarkedet bliver udregnet på baggrund af oplysninger fra ATP. Perioder med ledighed og barsel og i et vist omfang deltid vil tælle med. Det skal sikre, at kvinder ikke bliver dårligere stillet.

Den tidligere pension vil blive tildelt efter en trappemodel, som starter ved 42 år på arbejdsmarkedet, oplyser kilderne.

Efter 42 år vil man få ret til at gå på pension et år tidligere, efter 43 år kan man gå fra to år tidligere, og efter 44 år er der adgang til tre års ekstra pension.

Ancienniteten bliver opgjort, når man er 61 år. Det vil altså sige, at man skal være begyndt med at arbejde som 17-årig for at kunne trække sig tilbage tre år før den generelle folkepensionsalder. Er man begyndt som 18-årig kan man trække tilbage to år før og som 19-årig et enkelt år før pensionsalderen.

Formuegrænse på to millioner kroner

Grænsen for privat pensionsformue kommer ifølge DR Nyheders kilder til at være på to millioner kroner. Så de, der har en opsparing på mere end to millioner kroner, vil ikke få mulighed for at gå på den tidlige pension.

Ifølge DR's oplysninger vil ydelsen på den nye pension være på niveau med en folkepension. Det svarer til omkring 13.550 kroner.

Socialdemokraterne præsenterede valgløftet om en ny ret til tidlig pension i januar sidste år. Pensionen blev det store slagnummer i valgkampen, og efter Mette Frederiksen blev statsminister slog hun fast, at nu var det "Arnes tur".

Betales via banker

Socialdemokraterne præsenterede sin plan om en nyt ret til tidlig folkepension i januar sidste år. Ifølge det oprindelig oplæg vil den nye ordning koste tre milliarder kroner.

1,5 milliard skal komme fra en ekstra skat på banker. Og et tilsvarende beløb skal komme ved at rulle skatteletelser på høje aktieindkomster tilbage og fjerne muligheden for, at virksomheder kan trække store lønninger fra.

Ifølge DR Nyheders oplysninger er de elementer fortsat en del af den plan, der bliver lagt frem tirsdag.