Bidræber-pesticid lever videre: 'Ny miljøminister viderefører Venstres politik'

Venstres miljøordfører mener, at Socialdemokratiet har ændret kurs på spørgsmålet om omstridt pesticid.

Miljøstyrelsen påpeger, at den måde som neonikotinoider bliver brugt i Danmark ikke udgør nogen risiko for bier, fordi det kun bliver brugt i små doser og på afgrøder, der ikke har blomstret.(Foto: Morten Dueholm/Scanpix 2018) (Foto: © Morten Dueholm, Scanpix)

Det er ikke mange uger siden, at den nye miljøminister Lea Wermelin (S) kunne sætte sig på ministertaburetten, og allerede nu fyger holdningerne til den førte politik.

Venstres miljøordfører, Erling Bonnesen, mener, at Socialdemokratiet har ændret kurs, når det kommer til brugen af neonikotinoider i landbruget.

I dag er der et EU-forbud mod at bruge neonikotinoider, fordi det kan være med til at dræbe vilde bier. Men Miljøstyrelsen har mulighed for at give en række dispensationer til at bruge pesticidet alligvel. Og det sker i Danmark.

Blandt andet har den danske sukkerbranche fået dispensation til at bruge pesticiddet til deres frøene til sukkerroer. (Foto: © Anne Bæk, Scanpix)

Da Socialdemokratiet sad i opposition kritiserede de den daværende VLAK-regering for at forvalte reglerne for brugen for lempeligt.

- Alarmklokkerne skal simpelthen ringe, når der gives dispensation til at bruge et middel, som med god grund er forbudt i hele EU, sagde den daværende miljøordfører Christian Rabjerg Madsen for Socialdemokratiet i januar til Politiken.

Men i et svar til Folketinget har den nye socialdemokratiske miljøminister skrevet: 'Miljøstyrelsen fører en stram dispensationspraksis', og det har Erling Bonnesen tolket som, at ministeren mener, at reglerne er gode nok, som de er.

- Jeg kan jo med tilfredshed konstatere, at Socialdemokratiet er vendt på en tallerken, og de derfor bare ønsker at videreføre den stramme forvaltning, vi førte på området, siger han til DR Nyheder.

Neonikotinoider kan være skyld i, at bier dør. Derfor har Danmarks Naturfredningsforening længe ment, at pesticiddet skal helt forbydes herhjemme. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

S vil stramme reglerne yderligere

Den tolkning er imidlertid forkert, mener Socialdemokratiets gruppeformand, Flemming Møller Mortensen.

- Reglerne skal strammes. Den dispensationspraksis, der er blevet ført hidtil, har været for lempelig, og det går ud over bier og naturen, siger han.

I et svar til DR Nyheder siger miljøminister Lea Wermelin, at det bliver noget af det første, hun vil tage fat på efter sommerferien.

Socialdemokratiet vil dog ikke lægge sig fast på, om der kommer et totalforbud.

Støttepartierne ønsker totalforbud

Men selv om det er positivt, at regeringen vil stramme op på området, så er det ikke helt nok. Det mener blandt andre Enhedslisten og De Radikale. De stemte i lighed med Alternativet og SF for et totalforbud, efter Enhedslisten havde stillet et beslutningsforslag sidste år.

De ønsker nemlig, at der ikke længere skal være mulighed for at dispensere. I Sverige har de for eksempel allerede et totalforbud, og Danmark bør gøre dem kunsten efter, mener Radikale Venstre.

- Anvendelsen af neonikotinoider har stor skadelig virkning på vilde bier og honningbier, og det har stor betydning for biodiversiteten i Danmark, og derfor bør vi have en meget mere ambitiøs retning for vores natur, siger de radikales fungerende politiske ordfører Kristian Hegaard.

Også hos Enhedslisten er meldingen klar. Et totalforbud er vejen frem.

- Det har katastrofale konsekvenser for vores biodiversitet, så derfor skal det her stoppe, siger partiets miljøordfører Mai Villadsen.