Ovenpå fredagens terrorhandlinger i Paris kræver regeringens støttepartier, at den danske regering kommer med et konkret forslag for at modvirke terror på dansk grund.
Justitsminister Søren Pind (V) skal rubbe neglene og se at levere et forbud mod at rejse til Syrien og Irak, lyder kravet fra både Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative.
Kravet kommer efter Socialdemokraterne nu er gået fra at være "åbne for" at diskutere et sådant forbud til direkte at kræve det gennemført hurtigst muligt.
- Nu venter vi bare på justitsministeren, for vi var jo enige blandt de blå partier om, at vi ville have sådan et indrejseforbud. Vi var enige om, at det ville være med til at skærpe muligheden for at give mere sikkerhed og tryghed, siger tidligere justitsminister Brian Mikkelsen (K) med henvisning til, at de fire blå partier før valget stod bag et beslutningsforslag i Folketinget, der netop ville indføre et indrejseforbud til Syrien.
- Der skal ske noget nu, også i lyset af situationen med det tragiske, der er sket i Frankrig. Hvis vi kan beskytte vores egne borgeres sikkerhed bedre, skal vi selvfølgelig gøre det, siger Brian Mikkelsen.
De blå partier vil straffe en rejse til Syrien med seks års fængsel - med mindre man på forhånd har søgt om tilladelse hos de danske myndigheder og har et anerkendt formål.
Dansk Folkeparti venter også kun på, at justitsminister Søren Pind nu kommer på banen.
- Vi kan bruge det flertal, der er udenom regeringen nu, til at presse den. Vi er lidt utålmodige fra Dansk Folkepartis side, og vi synes, at det er et akut problem. Derfor er der behov for handling nu, siger udlændingeordfører Martin Henriksen (DF).
V kan ikke garantere forbud
Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøl, er ikke i tvivl om, at der vil være en betydelig effekt af at indføre et rejseforbud.
- Der er ingen tvivl om, at det med, at vi får færre krigere hjem igen, vil medvirke til, at vi får en mindre risiko her. Derfor er det utroligt vigtigt, at vi forhindrer folk i at rejse til de pågældende områder, siger han.
Efter regeringsskiftet i juni har justitsminister Søren Pind (V) dog ikke fremlagt noget lovforslag - til frustration for de Konservative, Liberal Alliance og ikke mindst Dansk Folkeparti, der har talt om "løftebrud" fra Venstres side.
Søren Pind har ikke ønsket at stille op til interview - i stedet har han overladt det til Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, at redegøre for regeringens holdning. Og han kan ikke garantere, at regeringen vil indføre et indrejseforbud til Syrien - trods de tidligere løfter fra Venstre fra før valget. Han henviser til, at regeringen i først omgang vil afvente hvad det såkaldte Straffelovsråd anbefaler til næste år.
- Jeg har forstået, at der kommer en redegørelse i starten af det nye år, og så er vi klar til at gå videre, siger han og afviser dermed de øvrige blå partiers ønske om at indføre et indrejseforbud før Straffelovsrådets anbefalinger.
Så du kan ikke garantere et indrejseforbud?
- Nej. vi venter og ser eksperternes udsagn. Umiddelbart vil jeg tro, at det bliver noget i den retning, men vi ser på, hvad eksperterne i Straffelovsrådet kommer med, for reglerne skal virke, siger Preben Bang Henriksen.
Herhjemme er ingen danske statsborgere eller herboende udlændinge dømt eller retsforfulgt for at rejse i hellig krig.
