Det ene latterbrøl afløste det andet, da de blå partiledere, deres forhandlere og finansministeren kunne præsentere en finanslovsaftale for næste år foran den berømte glasdør i Finansministeriet.
Og hvor Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, sidste år kun svingede sig op til at kalde finanslovsaftalen "hæderlig god", sagde han denne gang "rigtig god" om den.
- Der kommer flere politibetjente og politikadetter, som kan aflaste politiet. Vi får endegyldigt begravet besparelserne på boligydelsen. Lejerne bliver også omfattet af fastfrysningen i grundskyld, fremhævede DF-formanden.
Dansk Folkeparti har også sikret, at finanslovsaftalen indeholder syv konkrete udlændingestramninger - blandt andet en nødbremse, så der bliver mulighed for at afvise asylansøgere ved grænsen, hvis der opstår en krisesituation, der sætter de danske grænser under pres.
- Vi gennemfører de berømte syv punkter, der har været så meget diskussion om her i efteråret. Og der tager vi alle punkterne med ind i aftalen. Det er meget tilfredsstillende, sagde Kristian Thulesen Dahl.
Måske en kølig pilsner til Samuelsen
Efter sidste års finanslovsaftale fejrede Liberal Alliance sænkelsen af registreringsafgiften på biler ved at drikke bobler i gruppeværelset på Christiansborg, men i år var partileder Anders Samuelsen en anelse mere afdæmpet.
Adspurgt om der igen skulle champagne i glasset, lød svaret:
- Jeg ved ikke, om det bliver champagne. Måske bliver det en kølig pilsner, men det er vel også udmærket, sagde Anders Samuelsen.
Han var mest tilfreds med, at registreringsafgiften på biler igen bliver sænket.
- Bilerne bliver billigere igen, og det er vi rigtig glade for.
Hos De Konservative var det også gamle kendinge, der fik mundvigen til at vende op ad. Partiet sikrede sig en fastfrysning af grundskylden - lige som i sidste års finanslovsaftale.
- Jeg hæfter mig selvfølgelig særligt ved, at det igen i år er lykkedes at fastfryse grundskylden og opnå forståelse for det. Det er jeg rigtig glad for. Tryghed om ens bolig er vel næsten noget af det vigtigste.
Fastfrysningen af grundskylden koster statskassen 620 millioner kroner.
Snarlige 2025-forhandlinger
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) fremhævede, at finanslovsaftalen indeholder et markant løft af kræftbehandlingen i form af kræftplan IV, som tilføres i alt 2,2 milliarder kroner over de næste fire år.
Han medgav samtidig, at udskilningen af finanslovsforhandlingerne fra de strandede 2025-forhandlinger har været godt givet ud.
- Det har bidraget til en god stemning mellem de blå partier. Der har været vilje til at finde løsninger, som alle kunne føles sig hjemme i.
- Alt andet lige gør det det jo lettere, når der er god stemning. Det må man jo sige. Og vi havde et forløb, hvor det der ultimatum omkring topskatten var en showstopper i lang tid. Da den blev fjernet i forbindelse med finanslovsforhandlinger kom der skred i forhandlingerne, sagde finansministeren.
Han meddeler, at regeringen "snart" indkalder til 2025-forhandlinger.