Det udviklede sig, da Kunstmuseet Aros i weekenden stolt løftede sløret for et værk af den tyske kunstner Katharina Grosse.
Lad os bare sige det sådan.
Katharina Grosse havde sprøjtemalet græs og træer i Mindeparken pink og hvidt for at få os til at reflektere over menneskets sameksistens med naturen.
Og det lykkedes på mange måder, for kort efter føg det med vrede udbrud fra borgere, der kaldte værket "et utilgiveligt overgreb på naturen" og sendte smiley'er, der brækkede sig ud over Aros' Facebookside.
Senere blev der ringet til Danmarks Naturfredningsforening, som afviste, at malingen var skadelig for naturen og tilføjede, at de ville ønske, de selv havde fundet på det.
Kunstnerisk middelmådigt
Debatten blev også fulgt af kulturordføreren fra Alternativet Rasmus Nordqvist og hans kollega fra Dansk Folkeparti Alex Ahrendtsen, som ikke overraskende har forskellige syn på sagen.
- Spørgsmålet er, om man kan kalde det kunst eller en politisk happening. Kunstnerisk er det ret middelmådigt. Andre kunstnere har lavet noget tilsvarende, men politisk set er det kreativt, siger Alex Ahrendtsen.
- Jeg synes, det er fuldstændig fantastisk. Både visuelt i sig selv og i forhold til den debat, det har skabt, siger Rasmus Nordqvist.
- Værket sætter et spejl op foran os, og det er rigtig grimt at se på. Altså ikke værket, men det det gør ved os. Vi ser maling smidt i naturen og tænker, at det er forfærdeligt. Men det er jo det, vi gør hver eneste dag, siger han.
Hjertet eller forstanden
I aften er de to med i programmet 'Langt fra Borgen' som er taget til Helsingør for netop at diskutere statsstøttet kunst - hvilken kunst, der skal støttes med hvor mange kroner og hvordan.
De lægger deres vej forbi Elmgreen og Dragset-skulpturen 'Han' og besøger dukkeføreren Anette Asp Christensen, der begge har fået støtte fra Statens Kunstfond.
Alex Ahrendtsen er skeptikeren, der mener, at meget af den støttede kunst er alt for elitær og svær at forstå.
Og det er præcis sådan, han har det med den overmalede park i Aarhus.
- Værket kan ikke stå selv. Hvis man bare lagde det ud uden forklaring om, at det er af hensyn til vores natur, så ville vi ikke forstå det. Det er et symptomatisk for den moderne kunst, at den kan ikke stå alene uden intellektuel forklaring, siger han.
- Meget kunst taler kun til forstanden. Det har ikke hjertet og følelserne med. Den moderne kunst har i høj grad været en forstandskunst, der taler til intellektet.
Smal kunst
Rasmus Nordqvist ser derimod Katharina Grosses værk som et godt eksempel på, at det ikke nytter noget at dele kunsten op i elitær og folkelig.
- Her er der da i den grad kommet en folkelig debat ud af noget, der kan ses som et elitært værk, siger han.
Rasmus Nordqvist er godt tilfreds med det nuværende system, hvor Statens Kunstfond står for uddelingen af offentlige støttekroner, og han ser ikke noget problem i, at den kunst, der modtager støtte, nogle gange taler til et smallere publikum.
- Vi støtter både den avantgardistiske og den klassiske kunst. Noget kan ses som smalt eller elitært, men det kan være med til at udvikle andre ting. Og nogle gange bliver vi nødt til at forstå, at kunsten er et rum, der udvikles i, siger han.
- Det er heller ikke altid, jeg forstår det, men så kan vi diskutere det. Og nogle gange behøver vi heller ikke forstå det, så kan vi også bare sige, at vi gerne vil opleve det, og at det i sig selv har en stor værdi.
Alex Ahrendtsen går ind for at nedlægge Statens Kunstfond, som han mener er et hovedstadsprojekt, der primært støtter ufolkelig og eksperimenterende kunst, som en stor del af befolkningen ikke kan relatere til.
Du taler ofte om smagsdommeri, men er det ikke lige så meget smagsdommeri at kræve, at kunsten skal være folkelig?
- Jeg vil hellere sige, at den også skal være folkelig. Problemet med Statens Kunstfond er, at den modernistiske avantgardistiske kunst har været fremherskende indtil for ganske få år siden. Og hvis vi skal have sådan en kunstfond, så skal den være mangfoldig og også give plads til den folkelige kunst.
De to er dog ikke altid uenige. De er nemlig begge to vilde med performancen 'Udsigter fra min bedstemors køkken', som dukkeføreren Anette Asp Christensen står bag med støtte fra Statens Kunstfond.
Også selv om den kun kan ses af 12 mennesker ad gangen.