Forhandlingerne om en række stramninger på udlændingeområdet er gået i hårdknude.
Sådan lyder det nu fra Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, der opfordrer regeringen til at komme i sving.
- Udlændingeforhandlingerne er gået i stå, og det undrer os meget, fordi vi havde forstået det sådan, at vi deler ambitioner med Venstre i forhold til at begrænse tilstrømningen til Danmark, siger Martin Henriksen.
I søndags blev et planlagt møde hos integrationsminister Inger Støjberg (V) aflyst, og tirsdag aften var der endnu ingen møder i kalenderen.
Det får nu Dansk Folkeparti til at lange ud.
DF vil gå længere
- Det er jo ministeren, der sidder for bordenden, og derfor det er det i sidste ende også ministeren, der skal sørge for, at vi når et kompromis på et tidspunkt. Det er klart, at det er lidt vanskeligt, når der ikke er forhandlinger, siger han.
Regeringen vil blandt andet gøre det sværere at blive familiesammenført samt få permanent ophold og sætte flere udlændinge ned på den lave såkaldte integrationsydelse.
Det vil med regeringens udspil kun være 500 færre personer om året, der vil få opholdstilladelse via familiesammenføring, og det er for lidt, mener Dansk Folkeparti, der gerne så, at der også kommer stramninger i forhold til flygtningene.
- Hvorvidt Venstre vil indgå et kompromis på området, står uklart al den stund, at regeringen har valgt at afbryde forhandlingerne, siger Martin Henriksen.
V: Vi skal nok finde løsning
Venstres integrationsordfører, Marcus Knuth, afviser, at forhandlingerne er gået i stå. Han vil ikke svare på, om regeringen er klar til at give sig i forhold til Dansk Folkepartis krav - men, siger han:
- Jeg er ret sikker på, at vi ikke får problemer med at finde frem til en endelig løsning.
Han begrunder søndagens aflysning med, at flere var ude at rejse, og at der ikke er kommet flere møder i kalenderen skyldes blandt andet, at Dansk Folkeparti har sendt flere spørgsmål.
- Dem skal vi lige kigge på, og så er jeg sikker på, der bliver indkaldt til forhandlinger inden længe, siger han.