DF-vending i Blackstone-drama: 'To år er faktisk ret meget i procent'

En karensperiode vil stoppe alle investeringer, sagde DF onsdag. Nu har partiet ændret mening.

DF's finansordfører Rene Christensen - med Enhedslistens Rosa Lund i baggrunden - ses her, da aftalen blev præsenteret torsdag aften. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

Set med Dansk Folkepartis øjne var det én enkelt uenighed, der onsdag fik forhandlingerne om en justering af lejeloven i de såkaldte Blackstone-forhandlinger til at bryde sammen.

Karensperioden var problemet.

- Karensperioden er i hvert fald noget, der sikrer, at der ikke kommer nogle klimainvesteringer, lød det onsdag fra Dansk Folkepartis boligordfører, Mette Hjermind Dencker.

- Når man ikke kan lave den 5.2-modernisering de første syv år, så laver man heller ikke investeringen, for der er jo ikke nogen, der har råd til, at lokalerne skal stå tomme. Det vil så gøre, at de kan stå og forfalde, og det er vi rigtig ærgerlige over, forklarede hun.

Torsdag aften lavede partiet alligevel en aftale med regeringen, SF og Enhedslisten om, at boliginvestorer først må hæve huslejen og tjene på en renovering efter en karensperiode på fem år - altså to år kortere end den karensperiode, der lå på bordet indtil onsdag, og som Mette Hjermind Dencker forholdt sig til.

Udenom regeringen var et flertal bestående af De Radikale, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance - og Dansk Folkeparti ellers tidligere på dagen blevet enige om en aftale uden en karensperiode.

'Det vigtige var at lande en aftale'

Af "praktisk årsager" var det ikke boligordfører Mette Hjermind Dencker, der præsenterede den endelig aftale sammen med boligminister Kaare Dybvad Beck (S), SF, Enhedslisten og Alternativet, men DF's finansordfører, René Christensen.

Hvordan kan det være, at det gør så stor en forskel for jer, at karensperioden er blevet sænket med to år?

- Det, der har været vigtigt for os, det er, at karensperioden er blevet sænket med fem år fra udgangspunktet, og så er der kommet de her to muligheder for at komme udenom karensperioden, siger René Christensen.

Han henviser til, at en investor kan undgå karensperioden, hvis der bliver lavet tilstrækkelig store energirenoveringer.

Regeringens oprindelige forslag lød ganske rigtigt på 10 års karens, men selvom den skrumpede over de tre måneder lange forhandlinger, rystede DF stadig på hovedet onsdag.

- Karensperioden er med til at sikre, at der ikke er nogen, der overhovedet kan byde ind de første syv år, sagde boligordfører Mette Hjermind Dencker.

René Chritsensen, hvorfor gør det en forskel, at det nu ikke er de første syv år, men de første fem år?

- Vi er kommet to år længere ned, og det er faktisk ret meget i procent, og nogle af de her renoveringer tager faktisk ret lang tid at lave. Når man laver en 5.2-renovering, er det jo en gennemgribende renovering og mere end bare at sætte nye fodpaneler på, og derfor var syv år også for lang tid, selvom det var mindre end ti år.

Men fem år er ikke for lang tid?

- Det var det kompromis, vi kunne lave. Det, der var ved at ske, var, at man skulle gå og pege på hinanden og ikke få landet en aftale. Det, der var vigtigt for os, var at få lavet en aftale.

Så en karensperiode på fem år kommer ikke til at ”stoppe klimainvesteringer" eller "forhindre, at der er nogen, der har lyst til at byde ind på projekterne”?

- Absolut ikke. Med den aftale, vi har lavet her, er klimainvesteringerne blevet generatoren for, at det kan lade sig gøre, siger René Christensen.