Danmark sender 40 millioner kroner ekstra til FN's Befolkningsfond, UNFPA, efter at USA i går besluttede at skære støtten til agenturet.
Det oplyser udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) til Ritzau.
- At USA har besluttet at skære støtten er både trist, skadeligt og unødvendigt, siger hun.
- For at råde bod på den amerikanske beslutning vil vi straks bevilge 40 millioner kroner til UNFPA.
FN-agenturet støtter og arbejder for at fremme blandt andet familieplanlægning og kvinder og børns sundhed i mere end 150 lande.
De 40 millioner kroner til UNFPA kommer ud af en pulje på i alt 75 millioner kroner, oplyser udviklingsministeren.
- Det er penge, som vi sagde, vi ville give i forbindelse med She Decides-konferencen i Bruxelles.
Konferencen blev afholdt i marts, hvor Ulla Tørnæs var vært.
Formålet var at afværge konsekvenserne af Trumps forbud mod, at amerikansk udviklingsbistand bliver givet til organisationer, der har noget som helst med abort at gøre.
- Næste skridt bliver, at jeg i april måned samler ligesindede lande, hvor vi skal drøfte, hvad vi kan gøre politisk for at støtte op om UNFPA og lignende organisationer, der mister støtte fra amerikanerne.
- Og hvad vi dermed kan gøre for at bakke op om de millioner af kvinder, der bliver ramt af den amerikanske beslutning, tilføjer ministeren.
- •
Danmark støttede i 2015 agenturet med 46.579.670 millioner dollar (cirka 325 millioner kroner). Det fremgår af UNFPA's hjemmeside.
- •
Det er første gang, at Donald Trump skærer i midlerne til FN, som han ofte har kritiseret.
- •
UNFPA skriver i en pressemeddelelse på sin hjemmeside, at beslutningen er truffet på "en fejlagtig påstand" om, at agenturet støtter tvangsabort eller ufrivillig sterilisering i Kina.
- •
- Det er UNFPA's mission at sikre, at enhver graviditet er ønsket, enhver fødsel er sikker og at enhver ung persons potentiale bliver udfyldt, står der i pressemeddelelsen.
/ritzau/