Ekspert om adskilt asylpar: Der er pligt til at vurdere retten til familieliv

Der blev ikke administreret efter loven, da asylpar blev tvangsadskilt uden at blive hørt, vurderer eksperter.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) skal i morgen i samråd i Folketinget og svare på spørgsmål om den ulovlige adskillelse af alle asylpar. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) garanterede på et samråd i Folketinget 1. juni, at udlændingemyndighederne administrerede efter loven igennem hele forløbet, efter at hun udsendte sin ulovlige instruks 10. februar 2016.

Ifølge instruksen skulle alle unge asylpar under 18 adskilles – uden undtagelse.

- Der er hele tiden blevet administreret lovligt, og det er jo det, der sådan set er sagens kerne, lød det fra Inger Støjberg på samrådet.

Men nu træder et af de par, der blev tvangsadskilt i februar sidste år i kølvandet på udsendelsen af instruksen, frem og fortæller, at de aldrig blev hørt i deres sag.

- De (myndighederne, red.) spurgte aldrig os, hvorfor vi var gift. Det var tvang. De sagde, at hvis min kone ikke flyttede den 16. februar (2016, red.), så ville politiet komme og sørge for adskillelsen, fortæller Yamin Suwaid, der forblev adskilt fra sin kone i fire og en halv måned.

Hun var 17 og han 18, da de blev tvangsadskilt i februar 2016.

Ekspert: Kunne tyde på forkert afgørelse

Ifølge Louise Holck, der er vicedirektør ved Institut for Menneskerettigheder, tyder det dermed ikke på, at myndighederne har været inde i en grundig vurdering af, om der er tale om et beskyttelsesværdigt familieliv, sådan som konventionerne foreskriver.

- Man har ret til familieliv, og det har alle, også unge par. Og man kan ikke bare blive skilt ad. Man bliver nødt til som stat, hvis man ikke bryder sig om, at folk bor sammen, at gå ind og kigge på forholdene, siger hun:

- Ombudsmanden har sagt, at det var en ulovlig instruks, og han har også sagt, at der var en betydelig risiko for, at der blev truffet forkerte afgørelser, hvis man tog udgangspunkt i den her instruks. Om det er, hvad der er tale om her, kan man kun gisne om, men noget kunne tyde på det, siger Louise Holck.

Hun understreger, at i den udstrækning, hvor der er tvang, så skal der selvfølgelig ske adskillelse af et asylpar.

- Men hvis ikke det er tvang, og det er helt frivilligt, så er der ikke grundlag for at adskille par i den her aldersgruppe. Og det skal man selvfølgelig undersøge, før man gør det, siger vicedirektøren.

Som følge af den ulovlige instruks blev 23 par adskilt.

Brud på partshøringspligten

Dokumenter viser også, at udlændingemyndighederne i en række tilfælde ikke lavede såkaldte partshøringer af de enkelte par, før de blev tvangsadskilt.

I et svar til Folketinget 26. september 2016 skriver Inger Støjberg, at udlændingemyndighederne i sommeren 2016 genoptog en række sager, efter at parrene var blevet tvangsadskilt.

- I nogle af disse sager er det vurderet, at det ikke vil være foreneligt med Danmarks internationale forpligtelser at opretholde den separate indkvartering, hvorfor disse par har fået tilbud om at blive indkvarteret sammen.

- Hertil kommer i øvrigt, at Udlændingestyrelsen i et mindre antal sager har besluttet, at der heller ikke indledningsvist skulle ske indkvartering hver for sig, svarer Inger Støjberg.

Dermed er der ikke blevet administreret efter loven, vurderer lektor i forvaltningsret Sten Bønsing fra Aalborg Universitet.

- Hvis man ikke har partshørt, så har man handlet i strid med forvaltningsloven, når der er tale om en sag, hvor man har adskilt et ægtepar, siger Sten Bønsing.

Ifølge dansk forvaltningsret skal parrene kunne udtale sig, inden myndighederne ved såkaldt pålæg kan tvangsadskille dem.

- Når man træffer sådan en afgørelse om at adskille folk, så skal man partshøre dem, dels fordi det kan give nogle oplysninger, men også fordi det er det mest rimelige, at man giver folk mulighed for at komme med et indlæg i deres egen sag, siger Sten Bønsing.

Han understreger, at manglende partshøring ikke nødvendigvis siger noget om, hvorvidt sagerne er blevet behandlet individuelt.

Men først måneder efter, at parrene var blevet tvangsadskilt, og efter at Folketingets Ombudsmand gik ind i sagen, genoptog udlændingemyndighederne sagerne og behandlede dem efter loven.

S: Støjberg talte ikke sandt

Ifølge Socialdemokratiets Mattias Tesfaye har Inger Støjberg løjet over for Folketinget, når hun på samrådet 1. juni påstår, at ”der hele tiden er blevet administreret lovligt”.

- Inger Støjberg talte ikke sandt på det samråd 1. juni 2017. Det er et kæmpe problem for det danske folkestyre, at så længe man har et flertal i Folketinget i ryggen, så kan man i princippet komme over til de folkevalgte og bare spille en plade, som ikke er korrekt, som er usand, siger han.

Socialdemokraten mener, at det står fuldstændig klart, at regeringen igen og igen har brudt lovgivningen.

- Det går selvfølgelig ikke. Men om det skyldes, om vi har et inkompetent embedsværk, som ikke kender lovgivningen, eller om vi har en minister, som har presset dem til at bryde loven, ved vi ikke.

- Men jeg har meget svært ved at forestille mig det første. Det er svært at forestille sig, at de dygtigste jurister i det her land ikke kender nogle helt banale forvaltningsretlige principper, siger Mattias Tesfaye.

Hverken Inger Støjberg eller Udlændingestyrelsen har ønsket at stille op til interview.