Forældre er ikke gode nok til at sætte rammer for brugen af mobiltelefoner og sociale medier for deres børn – og mange forældre er heller ikke gode nok til selv at holde mobiltelefonen i lommen, når de er sammen med deres børn.
Sådan lyder det fra Jonas Ravn, projektleder ved Center for Digital Pædagogik, som dermed giver fuld opbakning til børne- og socialminister Mai Mercado (K), der i dag sender en opsang til landets børneforældre om børnenes brug af sociale medier.
- Det er en rigtig fin opfordring, at ministeren anbefaler, at man tænker over, hvordan man er sammen – eksempelvis når vi har en tid som julen, siger Jonas Ravn.
Mange forældre er ikke de bedste rollemodeller på sociale medier
Han peger dog på, at det ikke kun er børn og unge, der oplever et ydre pres og i visse tilfælde stress over den store aktivitet på de mange sociale medier som Facebook, Snapchat og Instagram.
- Det bekymrer mig. Vi kan se, at der er en stigning. Man stresser også på andres vegne. Mange børn og unge kan mærke, at der forsvinder noget nærhed - også i familien. Der er mange forældre, som kunne trænge til at oppe sig lidt som rollemodeller i forhold til, hvor meget de selv er på de sociale medier, siger Jonas Ravn.
Børne- og socialminister Mai Mercado kommer i dag med et opråb til landets forældre, hvor hun anbefaler, at de skal sætte regler op for deres børn omkring brugen af sociale medier.
Baggrunden for det er dels, at nogle unge mennesker i blogs og klummer giver udtryk for, at de bliver stressede over hele tiden at være aktive på de sociale medier.
Det mærker Jonas Ravn også, når han besøger folkeskoleklasser med sit arbejde. Han forklarer, at det især er børn og unge, der i forvejen er sårbare, som kan blive hårdt ramt af hele tiden at færdes på de sociale medier:
- Hvis man er sårbar og ser andres udadvendte liv, så kan det hurtigt se ud som om, at alle andre hele tiden er i Thailand eller hele tiden er i biografen med 10 veninder. Så kommer man til at tænke, at andre måske har et federe liv, end man selv har, siger Jonas Ravn.
Ekspert: Prøv med mobilfrie zoner
Som et råd til forældre, der har hørt opsangen fra Mai Mercado eller bare gerne vil have lidt mere mobilfri tid med sine børn, foreslår Jonas Ravn mobilfrie tidspunkter og zoner derhjemme.
- Det her med at lave mobilfrie zoner kan være en rigtig god idé. Det er bare vigtigt, at man laver reglerne sammen med børnene, og at reglerne gælder alle derhjemme, siger han.
Samtidig peger Jonas Ravn dog på, at vi generelt skal blive bedre til at leve med mobiltelefonerne og alle de sociale medier i vores hverdag på en måde, som gavner os.
- Det her med sådan en nultolerance tror jeg slet ikke på. Vi skal lære at leve med de her dimser. Men det der med at skabe nogle rammer, hvor man kan se, hvad det betyder, når mobiltelefonen og de sociale medier ikke er der, kan være rigtig fornuftig.
- Men vi skal balancere det, så vi også skal lære at bruge mobiltelefonen og de sociale medier og blive dannet i den måde, vi bruger dimsen på. Det er vi nødt til, siger Jonas Ravn, projektleder ved Center for Digital Pædagogik.
Ifølge Kantar Gallup Social Media Life bruger 85 procent af danske unge mellem 12 og 19 år Facebook mindst en gang om ugen, mens tallet er næsten 80 procent for det sociale medie Snapchat, hvor man kan sende billeder og videoer til sine venner.