Ellemann-Jensen efter Trumps kolde klud: Nu skal vi igang med reparationsarbejdet

Danmark bør nu i højere grad vende øjnene mod EU, mener Venstres politiske ordfører.

Det er med en "monumental undren", at Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, har fulgt forløbet omkring Donald Trumps nu aflyste statsbesøg i Danmark.

Først i forbindelse med den amerikanske præsidents ønske om at købe Grønland og nu beslutningen om at droppe Danmark i denne omgang.

- Nu skal vi i gang med reparationsarbejdet, for uanset hvad vi mener om præsidenten i USA, så er USA vores vigtigste allierede, og der forestår et oprydningsarbejdet, efter at de har kastet en kold klud i ansigtet på os, siger han.

- Det er diplomatisk arbejde, som skal i gang, og som regeringen nødvendigvis kommer til at arbejde på nu her. Vi kan godt mene, at det var amerikanernes skyld, men i det her spil er det altså os, der er de små, og os, der har den største interesse i den her gode relation. Så den skal vi selvfølgelig have genopbygget.

Rigsfælleskabet er blevet styrket

Ifølge Jakob Ellemann-Jensen viser forløbet også, at Danmark er nødt til at rette et større fokus mod Europa.

- Vi bør se med mere positive øjne på det europæiske samarbejde, for vi kan ikke regne med USA. Det understreger det her, siger han.

Skal han uddrage en enkelt positiv konsekvens af hele det opsigtsvækkende forløb, så er det dog, at Rigsfællesskabet i hans øjne er blevet styrket.

- Både i Danmark og Grønland har vi fået øjnene op for, hvad Rigsfællesskabet betyder og hvad det er værd – og at værdien af Rigsfællesskabet ikke er noget, som man kan skrive på en check.

Statsministeren udtaler sig i eftermiddag

USA's præsident, Donald Trump, skulle have besøgt Danmark fra 2. til 3. september.

På Twitter har præsidenten gjort det klart, at udskydelsen af besøget sker på grund af statsminister Mette Frederiksens (S) klare afvisning af at diskutere et muligt salg af Grønland til USA.

- Danmark er et meget særligt land med en fantastisk befolkning, men på baggrund af statsminister Mette Frederiksens kommentarer om, at hun ikke har nogen interesse i at diskutere et køb af Grønland, vil jeg udsætte vores møde, der er planlagt til om to uger, til et andet tidspunkt, skriver Donald Trump.

Statsminister Mette Frederiksen har endnu ikke selv udtalt sig om den amerikanske præsidents beslutning om at udsætte statsmødet, men Statsministeriet oplyser, at hun klokken 15.00 vil komme med en kort udtalelse. Det kan du følge live fra 14.50 på DR2 og her på dr.dk.