Det var en kraftigt svedende og hudløst ærlig Lars Løkke Rasmussen, der greb en mikrofon på valgaftenen efter valget til Europa-Parlamentet i maj 2014.
- Venstre er i krise. Vi har fået en begmand af vælgerne. Lige nu er det op ad bakke, sagde Lars Løkke Rasmussen (V) på en aften, hvor vælgerne blot gav Venstre to ud af 13 danske pladser i det europæiske parlament.
Måske lader Lars Løkke Rasmussen tankerne løbe fem år tilbage, når han søndag aften igen skal se sine partifæller i øjnene og kommentere resultatet af et EP-valg. Denne gang på en helt anden baggrund - og i en helt anden situation.
Video: Kandidater til Europa-Parlamentet afgiver deres stemme.
Venstre har mulighed for at fordoble sit mandattal til fire. Det ville give Lars Løkke Rasmussen en gylden mulighed for at holde en glad tale. Og for at bruge EP-resultatet til at piske Venstres tropper frem mod et godt resultat ved det næste valg: Folketingsvalget, som Lars Løkke Rasmussen selv har placeret mindre end to uger efter EP-valget.
Så det vil han gøre. Selv tre mandater er i øvrigt fremgang; og kan med lidt snilde danne grundlag for en optimistisk sejrstale fra Lars Løkke Rasmussen.
Modsat USA har vi ikke en tradition for midtvejsvalg i Danmark. Men EP-valget i 2019 ligner lidt - hvilket aftenens sejrherrer vil være enig i. De tabende partier vil nok ikke.
Tak til K og LA
Måske vil Lars Løkke Rasmussen også huske at takke De Konservative og Liberal Alliance i sin tale. Passer meningsmålingerne, så bliver det på grund af valgforbundet mellem de tre regeringspartier, at Venstre i givet fald når op på fire mandater.
Hvad der jo har en særlig indbygget ironi, når Lars Løkke Rasmussen netop har skrevet bog om glæden ved at være befriet for det tætte samarbejde med de to partier.
For Liberal Alliance bliver det nok en hurtigt overstået valgaften. Partiet sidder i forvejen ikke i Europa-Parlamentet. Et mandat havde været rart at få, men LA har hverken grund eller tid til at græde for meget over de spildte muligheder. Der er et folketingsvalg forude - ikke at vinde, men tabe mindst muligt.
Konservativt tab
De konservative er på vippen og finder nok først ud på aftenen ud af, om man er købt eller solgt.
Og modsat Liberal Alliance vil det være en mindre katastrofe for de konservative, hvis det gamle statsministerparti ryger ud af Europa-Parlamentet, hvor man altid har haft sæde. Det er også en misset mulighed for at bære et godt valgresultat videre til folketingsvalget.
Og så er det alt sammen aldeles selvforskyldt, vil mange mene. EP-vælgerne straffer det tilsyneladende, hvis velkendte partier stiller med ukendte kandidater i spidsen.
SF og/eller RV kan få fantastisk aften
SF og de radikale deler muligheden for enten at få en ganske fin valgaften - og dermed et godt afsæt for den resterende folketingsvalgkamp - eller en virkelig fin valgaften og dermed et stærkt skud optimisme frem mod 5. juni.
Begge partier ser stensikkert ud til at bevare deres nuværende ene mandat - med mulighed for en fordobling. Ingen grund til at være nervøse, kun til at være forventningsfulde.
Frederiksen håber på fire
Skulle SF få et ekstra mandat, kan det komme fra Socialdemokratiet, som SF deler valgforbund med. Mette Frederiksen og Jeppe Kofods parti fik tre mandater sidst - men det vil være en småsur søndag, hvis ikke tallet stiger til fire. Særligt hvis Venstre så kan blive største parti med fire mandater.
Det vil være et træls bump på vejen for en S-formand, der ellers har kurs direkte mod Statsministeriet.Det er naturligvis ikke på nogen måde en afgørende forhindring. Bare træls.
Bare et enkelt mandat mere - og Frederiksen vil kunne holde en storslået peptalk til kernetropperne. Fremad mod næste sejr. Og skulle S få fire mandater og Venstre kun tre - så er der for alvor fest. For så indtager Socialdemokratiet pladsen som største parti - for enhver socialdemokrat den naturligste plads i verden.
DF's forudsigelige fald
Fest og optimisme før folketingsvalget har Kristian Thulesen Dahl ikke basis for. Dels fordi der ifølge målingerne ikke venter nogen sejr ved folketingsvalget. Dels fordi Dansk Folkeparti ser ud til at gå tilbage ved EP-valget. Det ligner umiddelbart en halvering til to, og det har DF-formanden allerede selv været ude og kalde helt og aldeles acceptabelt.
I politik er det en klassisk kunst at forudsige egne nederlag og glæde sig over, at det ikke gik værre. Det ved Thulesen.
Efter skilsmissen
Enhedslisten har op til EP-valget trukket sig ud af samarbejdet i Folkebevægelsen og stiller nu op selv.
Valgforbundet mellem Folkebevægelsen og Enhedslisten ser ud til at balancere mellem et og to mandater. Ovenikøbet med usikkerhed om, hvem af de to lister, der kan løbe med et enligt mandat, hvis det bliver ved det.
Listen og bevægelsen er på vippen
Der er således risiko for et historisk farvel til Folkebevægelsen mod EU, der har været med, siden Danmark overhovedet gik med i EF (EU) - eller for et sjældent nederlag til Enhedslisten, der eller har for vane at komme stærkt fra mødet med vælgerne.
Men der er også mulighed for et lysere scenarie. Nemlig to mandater til valgforbundet. Et til Folkebevægelsen, der atter har vist, at den har sin plads og sine støtter. Og et til Enhedslisten, der så kan sætte et nyt flueben - nu et selvstændigt parti på den europæiske scene.
Det er en scene, som Alternativet har store ambitioner om at spille på - og de personificeres i udpræget grad af spidskandidat Rasmus Nordquist. Derfor vil det være et slag for både Rasmus Nordquist og Alternativet, hvis det ikke bliver til en plads i Bruxelles.
Men skulle vælgerne - og valgforbundet med de radikale - sende Nordquist til EU, så er der igen grund til fest hos Alternativet. Og måske til at tro på, at vælgerne også vil behandle Uffe Elbæks parti godt den 5. juni.