Med 21,5 procent af stemmerne får Socialdemokratiet tre ud af 14 danske mandater i Europa-Parlamentet.
Det er en lille fremgang i forhold til valget i 2014, men rækker ikke til at få flere pladser i parlamentet.
Socialdemokratiet må dog se sig slået af Venstre, der tager fire mandater, selv om målingerne op til valget havde spået S til at blive størst.
Formand Mette Frederiksen lykønskede da også sine modstandere, da hun ankom til den socialdemokratiske valgfest.
- Jeg er utroligt glad for, at Socialdemokratiet er gået frem og for den høje valgdeltagelse. Og så skal der lyde et tillykke til de partier, der har lavet gode valg - blandt andre Venstre, sagde hun.
Der venter et valg mere
I sin tale til de socialdemokratiske partisoldater lagde hun dog særligt vægt på, at det ikke er slut med valgkamp endnu. Tværtimod.
- Under normale omstændigheder ville jeg jo oven på en lang valgkamp sige til jer: Gå nu hjem. Tag den nu med ro. Slap af. Sov længe i morgen. Kør til bageren, spis en basse, drik en ekstra kop kaffe og måske en Gammel Dansk.
- Men det siger jeg ikke, for der venter et valg mere 5. juni, siger hun.
Og Venstres overraskende overhaling af Socialdemokratiet kommer til at have betydning for folketingsvalget, mener hun.
- Oven på valgresultatet i dag er valget 5. juni blevet mere spændende, lyder det fra oppositionslederen.