Kaster man et blik i bakspejlet, så er det som om, verden var lidt mere enkel - dengang i slutningen af august, da det var blevet en realitet, at vi skulle til folkeafstemning 3. december.

To billeder var fremherskende. Det var først og fremmest en folkeafstemning, hvor Danmarks forhold til Europol var altdominerende. Og den ville med nogen sandsynlighed ende med et ja, omend ikke et rungende ja. Det var der i hvert tilfælde flere målinger, der pegede på.

Seks ja-partier

Startskuddet gik i Statsministeriet den 21. august. Seks partiformænd tog opstilling foran de rullende kameraer, og Lars Løkke Rasmussen (V) forklarede, at det handlede om at stemme EU-retsforbeholdet om til en tilvalgsordning - for kun sådan kunne man sikre, at "dansk politi bliver en aktiv og offensiv del af Europol".

Få dage senere omtalte Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, simpelthen afstemningen som en afstemning "om Europol".

Samtidig - i Statsministeriet - gav fem af de seks ja-partier hinanden vetoret over for nogensinde at tilslutte Danmark en fælles EU-asylpolitik - selv om SF og De Radikale egentlig gerne vil gøre det på et tidspunkt. Alternativet holdt sig ude af dén del af ja-alliancen.

Signalet var ikke til at misforstå, dog. En ja-stemme ved folkeafstemningen ville også være også en stemme, der cementerede, at Danmark ikke skal være med i asylpolitik i EU, så langt øjet rækker.

Flygtningestrømme

Siden er der sket en hel del.

For det første gik der kort tid efter udskrivningen, før hele Danmark alligevel talte om... flygtninge og asyl. Også statsministeren, der først tilbød at tage 100 ekstra flygninge, dernæst 1.000 - og frivilligt tilsluttede sig en aftale med sine europæiske kolleger herom. Hvilket på ingen måde var i modstrid med udtalelserne i Statsministeriet eller grundlaget for folkeafstemningen - men naturligvis alligevel velegnet til at skabe en vis forvirring hos vælgerne.

Den har ikke mindst Kristian Thulesen-Dahl (DF) slået på - og slået hårdt. Han har stemplet sin normale alliancepartner Lars Løkke Rasmussens løfter om en asylfolkeafstemning som utroværdigt. Langtidseffekten af dét opgør har vi til gode at se.

Europol-sporet

For det andet har ja-siden haft svært ved at få den forholdsvis smalle satsning på Europol til at holde hele vejen til 3. december.

Ikke fordi der ikke har været talt om politi og kriminalitetsbekæmpelse, for det har der - ikke mindst efter terrorangrebene i Paris. Men fordi nej-siden har fundet et vis gehør for sin argumentation om, at Danmark nok skal fastholde en solid tilknytning til Europol - ja eller nej.

Det har tvunget Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen til at prøve at brede argumentationen mere ud, men det er de kommet sent i gang med.

Kompliceret

Ikke fordi valgkampen ikke efterhånden er kommet til at handle om meget mere end Europol - for det er den. Men den er i stedet endt i en forholdsvis blandet gryderet af jura, politik og ukendte fremtidsscenarier. Det er blevet en kompliceret debat - af mange oplevet som rodet og uforståelig.

Trods ihærdige forsøg fra både politikere og medier på faktisk at komme ned den i den indviklede materie, så er forvirringen stor hos mange vælgere. Og mange er i voldsom tvivl - altså uden for de omtrent lige store grupper af ja- og nejsigere.

Snæver afgørelse

Derfor afgøres folkeafstemningen torsdag muligvis ganske snævert. Og derfor kan en faktor som valgdeltagelsen komme til at spille en vigtig rolle. Sammen med en række andre faktorer - svingende partiloyalitet, tillid til politikerne, reaktionen på tidens voldsomme begivenheder.

Det har været en rodet valgkamp, på mange måder. Folkeafstemningen bliver en gyser, når det sidste kryds er sat, lige før klokken 20 i aften.