Dumpe-karakter fra eksperterne: Valgkampen var kedelig og fordummende

En reklamemand og to eksperter i sociale medier dumper særligt ja-sidens valgkamp.

Valgkampen har ikke været en, der går over i historiebøgerne for det positive. Det er tre eksperter enige om. Her en ja-plakat fra SF og Margrethe Auken (mod kvindehandel). Bagved en nej-plakat. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Det er valgdag.

Valgstederne er åbnet, og flere måneders valgkamp for at få dig til at sætte kryds i enten ja- eller nej-boksen er så småt slut. Her på falderebet bliver de sidste tvivlere forsøgt overbevist, men det store billede af valgkampen har manifesteret sig i vælgerne hukommelse.

Men hvad er det så for en valgkamp, vi kan se tilbage på?

Spørger man en erfaren reklamemand om det, så lyder svaret prompte:

- Den kedeligste valgkamp, vi har set længe.

Ordene kommer uden betænkningstid fra Frederik Preisler, kreativ direktør i reklamebureauet Mensch.

- Man kan ikke engang kalde det en valgkamp. Man kan kalde det tomme slag i luften, siger han.

Han mener særligt, at både ja- og nej-partierne har forsimplet den komplicerede afstemning alt for meget.

Resultatet af det er, at vi ser tilbage på en valgkamp, der har talt ned til vælgerne, siger Frederik Preisler.

- Man har sagt: 'Kære små vælgere. Det her er I lidt for dumme til at fatte.'

Socialdemokrater får hug

Direkte adspurgt om, hvilke kampagner der særligt får dumpekarakteren, fremhæver Frederik Preisler Socialdemokraternes kampagne.

Den har simpelthen ikke været i øjenhøjde med vælgerne, lyder den kontante vurdering.

- Det er svært at fremhæve nogen, når alle har opført sig lige dumt, men jeg vil sige, at der er da nogen af de socialdemokratiske tiltag, der dumper.

https://twitter.com/Spolitik/status/662555535905026048

- Sagens substans egner sig ikke til at blive kommunikeret i one-liners. Man har prøvet på at fremtvinge en: ”Kan du ikke se det, din idiot”-reaktion, siger Frederik Preisler.

Digitale tæsk til ja-siden

En stor del af valgkampen er også foregået online, hvor ja- og nej-partier har krydset klinger og forsøgt at mobilisere vælgerne. Den del har Kaare Sørensen, Berlingskes redaktør for sociale medier, og Benjamin Rud Elberth, digital chef i Geelmuyden Kiese, holdt øje med.

Også her er vurderingen, at partierne ikke har formået at levere en god valgkamp. Særligt ja-siden får hug af de to eksperter for ikke at levere.

- Valgkampen har været overraskende uprofessionel og fuld af fejlfyldte, strammede kampagnebudskaber og grafiker på meget lavt niveau, siger Benjamin Rud Elberth og byder ind med sin egen teori om hvorfor:

- Det har været en valgkamp, der ikke egner sig til sociale medier, og så har der ikke været nogen, der for alvor har brugt penge på det. Partiernes kasser er tomme, og så har de brugt minimale kræfter.

https://www.facebook.com/venstre.dk/posts/10153648498068830

Også Kaare Sørensen er skuffet over valgkampen og erklærer sig enig i flere af pointerne. Kampagnerne har generelt været skuffende og uden stort engagement, siger han.

- Vi kommer fra et år med folketingsvalg, hvor der har været meget professionelle kampagner – ført af de store partier, hvor man har brugt både video, argumenter og været meget aktive – til en EU-afstemning, hvor det mest af alt har været et fravær af en professionel kampagne.

Ros til Dansk Folkeparti

Særlig savner Kaare Sørensen, at partierne har forsøgt at give lange svar på en folkeafstemning, han betegner som et ”komplekst spørgsmål”.

I stedet har partierne forsøgt med korte svar. Det underbygges, hvis man kaster et blik på politikernes profiler på sociale medier:

- Der har manglet en vilje til at lave en kampagne. Der er færre politikere, der har været engageret i det her, siger Kaare Sørensen.

Alligevel er der plads til ros fra de to. Benjamin Rud Elberth, der lever af at rådgive virksomheder og organisationer om at få skabt synlighed og dermed effekt på sociale medie, sender alene de flatterende ord til nej-siden og særligt til Dansk Folkeparti.

- Der er ikke nogen, der har gjort det godt – men dem der har gjort det bedst, er Dansk Folkeparti. Peter Skaarup og Søren Espersen er gået forrest. Samtidig er det fuldstændig skelsættende, at det er DF, der styrer Twitter også, hvor de Radikale og Alternativet har været væk.

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=938176932902085&id=691707047549076&substory_index=0

Også Kaare Sørensen fremhæver nej-sidens kampagne som den bedste online.

- Helt klart. Det har været en diskussion, hvor de har vundet argumenterne og tilstedeværelsen på de sociale medier, siger han.