Så er det i morgen, at vi skal sætte kryds ved enten ja eller nej til folkeafstemningen om Danmarks retsforbehold overfor EU.
Og der er faktisk god grund til at rejse dig fra sofaen og tøffe ned på dit lokale valgsted, for det betyder noget for resultatet, hvor mange der stemmer - i hvert fald hvis resultatet skal blive et nej.
Loven om at omdanne vores retsforbehold til en tilvalgsordning, L 29, er nemlig allerede vedtaget i Folketinget, men i morgen har befolkningen mulighed for at forkaste lovforslaget, hvis nok stemmer nej.
Ikke nok stemmer i Folketinget
Danskerne har mulighed for at forkaste lovforslaget, fordi L 29 handler om afgivelse af Danmarks suverænitet. Hvis loven alene skulle have været vedtaget i Folketinget, ville det have krævet et 5/6 flertal blandt folketingsmedlemmerne. Og da lovforslaget endeligt blev vedtaget i Folketinget d. 12. november, var der ikke det nødvendige 5/6 flertal for.
Derfor skal lovforslaget ifølge Grundlovens § 20 stk. 2 til en folkeafstemning, hvor befolkningen så har mulighed for at takke nej til lovforslaget, selvom det er vedtaget i Folketinget - hvis der altså er nok der stemmer nej.
Ja - selv ved et nej
Hvis lovforslaget skal forkastes, så skal mindst 30 procent af alle stemmeberettigede stemme nej. Det svarer til nej fra mere end 1.246.000 danskere. Og det er uanset, hvor mange der gør brug af stemmeretten i morgen. - Det vi stemmer om, er hvorvidt lovforslag 29 skal stadfæstes som lov, og hvis der ikke er mindst 30 procent af de stemmeberettigede, som siger nej, så ryger beslutningen tilbage til Folketinget, som allerede har besluttet det ved et simpelt flertal, siger Jørgen Albæk Jensen, professor i offentlig ret ved juridisk institut på Aarhus Universitet, til Detektor.
- Med andre ord er der altså intet krav om, hvor mange der skal stemmer, men kun et krav om, hvor mange der skal sige nej, hvis lovforslaget skal forkastes.
Lars Løkke Rasmussen: Danskerne bestemmer
Det kan dog være, at overstående alligevel ikke kommer til at gælde. For statsminister Lars Løkke Rasmussen har på vegne af regeringen og de øvrige ja-partier lovet, at udfaldet af folkeafstemningen vil blive respekteret - uanset hvor mange der stemmer.
- Vi lægger skæbnen i danskernes hænder og siger, at et ja er et ja og et nej er et nej. Ikke noget med grundlovens paragraf 42 og 30-procentsregel. Vi lægger simpelthen til grund, at danskerne stemmer ja til det her. Hvis de imod vores forventning skulle stemme nej, så vil vi respektere det, sagde Lars Løkke Rasmussen d. 21. august, da han udskrev folkeafstemningen d. 3. december.
