Op til gårsdagens afstemning har danske virksomheder peget på, at et ja ville gøre det lettere at drive virksomhed og ikke mindst at handle med andre lande i EU. I dag efter et flertal i befolkningen stemte nej, er skuffelsen i dansk erhvervsliv til at få øje på.
- Hver gang vi ikke er med i de her regler fra EU, så gør det det mere besværligt, og det kan også gøre det dyrere at agere i det europæiske marked, siger Henrik Hagens, direktør Hagens Fjedre.
- Det er næsten endnu værre for forbrugerne, fordi de kunne have fået mulighed for at inddrive fordringer. Hvis de har købt noget på nettet uden at få varen, kunne de have brugt småkravsforordningen og ordnet det hele online. Nu har forbrugerne reelt mistet muligheden for at overhovedet at få gjort noget, siger Stefan Reinel, partner i advokatfirmaet Njord Law Firm.
Tror ikke på parallelaftale
Stefan Reinel tror ikke på, at Danmark kan opnå en parallelaftale på området.
- Inden for det her område tror jeg, at det er umuligt. Vi har allerede et klart eksempel på, at vi har fået nej til en aftale om konkursforordningen, siger Stefan Reinel.
