Forslag til lov om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning.
Sådan står der på de stemmesedler, som danskerne torsdag skal sætte deres kryds på.
Hvis mange i forvejen var forvirrede over folkeafstemningen, gør ordlyden på stemmesedlen det nok ikke bedre.
Line Pedersen er kommunikationskonsulent og rådgiver virksomheder og det offentlige om god kommunikation, og hun er ikke imponeret.
- Jeg tænker lidt, at det er volapyk - det er ikke en sætning, det er ikke et spørgsmål – det er bare en mærkelig konstatering. Det er mærkeligt, at det ikke er formuleret som et spørgsmål, siger Line Pedersen.
Og flere almindelige vælgere, som DR Nyheder har mødt, er enige.
- Det er volapyk for mig, rent ud sagt, siger Ivan Nielsen, der er førtidspensionist.
- Jeg forstår ikke, hvad jeg skal svare. Det virker ikke som et spørgsmål. Det er mere et statement. Hvis man skal stemme ja eller nej, skulle det gerne være udformet som et spørgsmål, lyder det fra den studerende Xenia Horndrup.
Tidligere økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) erkender, at der ikke er tale om et spørgsmål.
- Jeg vil godt give retorikeren ret i, at det er ikke er noget voldsomt brugervenligt design af stemmesedlen, siger den radikale leder, Morten Østergaard.
