FDM: Stærekasser skaber goodwill i befolkningen

Foreningen af Danske Motorejere roser transportminister Hans Christian Schmidts (V) forslag om at skrotte politiets fotovogne.

Transportministeren vil droppe fotovogne. (Foto: Johan Gadegaard/Scanpix 2015). (Foto: © Johan gadegaard, Scanpix)

Det er kun godt, at transportminister Hans Christian Schmidt (V) vil forsøge at skrotte mange af politiets fotovogne, der blitzer fartglade bilister, og erstatte dem med stærekasser.

Sådan lyder det fra Torben Lund Kusk, der er afdelingschef i Foreningen af Danske Motorejere (FDM).

- Stærekasser kan frigøre mandskab hos politiet, og vi så hellere flere betjente ude i trafikken, der gør noget ved andre farlige forhold i trafikken end at køre for stærkt, siger han.

- Vi kan se, at stærekasser i kombination med skiltning har vist sig at være en effektiv måde at få farten ned på de farlige strækninger. Det kan vi se fra udenlandske erfaringer, siger Torben Lund Kusk.

Uenig med trafikforsker

Han henviser også til, at store dele af befolkningen som udgangspunkt er negativt stemte over for de mobile fotovogne.

- Stærekasser giver bedre goodwill i befolkningen og skaber en bedre forståelse for den kontrol, der er. Og vi kan jo se på tal for trafiksikkerheden fra de forskellige lande, at det virker udmærket, siger Torben Lund Kusk.

Trafikforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet kalder det ellers "en dårlig ide" at skrotte mange af de 100 fotovogne. Han mener ikke, at stærekasserne har den nødvendige effekt, når bilisterne kan deres placering via GPS'en.

Trafikforskeren opfordrer regeringen til at beholde fotovognene og supplere med en ny teknologi, der hedder strækningshastighedskontrol.

Torben Lund Kusk erkender da også, at stærekasserne ikke vil fange alle fartsynderne.

- Der vil altid være nogle bilister, der vil spekulere i, hvor stærekasserne står, men det ændrer ikke på, at der er en god effekt i forhold til de fleste bilister, siger FDM-afdelingschefen.

Forsøg: Stærekasser sænker fart med 12 procent

I 2009 blev stærekasserne afprøvet på 10 udvalgte vejstrækninger på Sjælland.

Trafikforsker Tove Hels fra Danmarks Tekniske Universitetet, har på baggrund af forsøget tidligere udtalt, at stærekasserne var "umådeligt effektive" og nedsatte hastigheden med 12 procent. Hun anbefalede at satse på en kombination af stærekasser og fotovogne.

- Stærekasserne vil være godt til de steder, man ved på forhånd, er farlige. Og fotovognene vil være gode til at opretholde et kontroltryk, fordi bilisterne ikke ved, hvor de er, siger Tove Hels.

Og det er også kombinationen, regeringen satser på, fastslår transportminister Hans Christian Schmidt (V).

Han vil nu sammen med justitsminister Søren Pind (V) nedsætte et hurtigarbejdende udvalg bestående med repræsentanter fra Transport- og Justitsministeriet.

Udvalget skal komme med præcise anbefalinger til, hvor mange af de nuværende 100 fotovogne, der skal væk og hvor mange fastmonterede stærekasser, der skal sættes op i stedet.

Hans Christian Schmidt fastslår, at anbefalingerne skal ligge klar inden årets udgang.