Udenom regeringen har Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Radikale indgået en aftale for fiskeriet.
Aftalen pålægger regeringen at styrke det danske kystfiskeri, udvikle mere bæredygtigt fiskeri, styrke fiskeriuddannelsen samt råvaregrundlaget.
SF’s fiskeriordfører, Trine Torp, kalder aftalen et vigtigt skridt for kystfiskeriet.
- Kystnært fiskeri med skånsomme redskaber har nu mulighed for at blive et erhverv i vækst. Det er også rigtig godt nyt for havnaturen og biodiversiteten i de danske farvande.
Ny mærkningsordning
Blandt de bærende elementer i aftalen er en skærpelse af forbuddet mod udsmid af fisk samt en ny mærkningsordning for skånsomt fangede fisk.
Desuden skal en bredt funderet arbejdsgruppe i løbet af 2017 komme med anbefalinger til, hvordan kystfiskeriet kan fremtidssikres.
WWF Verdensnaturfondens programleder for fiskeri og akvakultur, Christoph Mathiesen, er begejstret for aftalen.
- Det her er et kæmpe gennembrud for dansk kystfiskeri og for miljøskånsomt fiskeri. Forliget betyder mere liv i danske småhavne.
/ritzau/