Flemming Rose sammenligner Løkke-stramninger af ytringsfrihed med diktaturer

Manden bag offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne revser i P1 Orientering den danske regering og de borgerlige partier, der ønsker at kriminalisere imamers ytringer.

Flemming Rose er ikke begejstret for regeringens kurs, hvad angår ytringsfriheden. (Foto: © Sophia Juliane Lydolph, (c) Scanpix)

Flemming Rose langer ud efter Venstre-regeringens nye planer om kriminalisere ytringer, der går imod den danske samfundsmodel.

Og han kalder overfor P1 Orientering regeringens planer om at ville forbyde ytringer fra imamer som noget, der hører diktaturer til.

- Der er mennesker, der mener, at ytringsfriheden er knyttet til tanke- og trosfriheden, og så er der dem, der mener, at ytringer er handlinger. Og det er lige præcis det, man gør i diktaturer og undertrykkende regimer. Man siger, at ytringer er handlinger, og derfor kan man putte dissidenter og anderledes tænkende i fængsel, og det synes jeg ikke, vi bør have i Danmark, siger Flemming Rose.

Han siger, at der er to slags forkæmpere for ytringsfrihed. Dem, der er for fuld ytringsfrihed. Og så dem, der er for ytringsfrihed, men tilføjer så et ”men”.

- Jeg er for ytringsfrihed, men… Det er nu tydeligt, at dem, der i mange år har erklæret sig tilhængere af ytringsfriheden uden et men, nu viser sig at være tilhængere af netop det men, når det handler om ytringer, de ikke bryder sig om, siger han og henviser til den borgelige fløj, der støttede ham og Jyllands Posten i deres ret til at offentliggøre Muhammed-tegningerne.

Imod at kriminalisere ytringer

Som Anders Fogh Rasmussen sagde i sin nytårstale 1. januar 2006.

- Derfor er ytringsfriheden så afgørende. Og ytringsfriheden kan ikke gradbøjes. Den er ikke til forhandling.

I dag har piben fået en anden lyd fra Venstre. I forgårs fortalte Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde, at man ville kigge på at indføre stramninger på ytringsfrihedsområdet:

- Derfor vil vi gerne se på, om vi med respekt for grundlovens paragraf 67 om religionsfrihed kan kriminalisere ytringer, der opfordrer til at undergrave vores samfund.

Og Flemming Rose er ikke specielt optimistisk, når det kommer til den fulde ytringsfrihed, han har kæmpet for i årevis.

- Der et stigende antal mennesker, der mener, vi befinder os i en undtagelsessituation på grund af terror, der kræver ekstraordinære tiltag. Det er det nye. Det er blevet tydeligt, at i virkeligheden er flertallet i det politiske spektrum ikke tilhængere af ytringsfriheden uden et men.