FOA-formand om borgmesterlønhop: Voldsomt provokerende

Fagforeningerne FOA og FTF giver ny politisk aftale om pension og løn en blandet modtagelse.

Dennis Kristensen fra FOA (tv.) og Bente Sorgenfrey fra FTF (th.)

Landets 98 borgmestre og regionsrådsformænd kan se frem til en lønstigning på 31,4 procent, når de slår øjnene op 1. januar 2018.

Men det er alt for meget, lyder det fra fagforbundet FOA, hvis 186.000 medlemmer varetager mange af de praktiske opgaver i den offentlige sektor.

- Jeg synes, det er helt vildt, siger FOA-formand Dennis Kristensen.

Han erkender, at borgmestrenes løn ikke har været reguleret i en årrække, men kalder udsigten til en lønstigning på 31,4 procent for 'helt ude af trit med, hvad danskerne har oplevet' og peger på, at lønmodtagerne de seneste år kun oplevet beskedne lønstigninger.

- Det er voldsomt provokerende, at politikerne nu siger, ’vores løn skal lige have en tredjedel mere’, siger han.

Til gengæld roser FOA-formanden den del af den politiske aftale, som Socialdemokraterne, Venstre, Radikale, Konservative og Liberal Alliance har lavet, fordi den hæver pensionsalderen, så nye folketingspolitikerne fremover skal følge samme pensionsalder som resten af befolkningen.

- Det er uhyre fornuftigt, at dem, der beslutter resten af danskernes pensionsalder, også spiser deres egen medicin, siger Dennis Kristensen.

Formanden for FTF, der er hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte, modtager aftalen med blandede følelser.

- Politikerne får nogle vilkår, som i højere grad er de samme, som dem resten af befolkningen er underlagt, men jeg synes ikke, man er gået langt nok, siger Bente Sorgenfrey.

Hun efterlyser, at partierne også havde set på størrelsen af folketingsmedlemmernes pension.

- Man kunne godt have kigget på, om pensionsmidlerne er for flotte i forhold til de opgaver, man løser som politiker, siger hun.