Martin Lidegaard bliver ny politisk leder for De Radikale, mens Samira Nawa bliver ny næstformand.
Sådan har den nye folketingsgruppe i De Radikale konstitueret sig, efter den nu tidligere leder Sofie Carsten Nielsen i går konstaterede, at hendes personlige stemmetal var for svagt til at retfærdiggøre, at hun kunne fortsætte på posten.
Det fortalte Martin Lidegaard torsdag aften fra Christiansborg.
Se lidt af pressemødet fra Christiansborg her:
- Det kan godt være, at det her er en lille folketingsgruppe. Men den består af stærke og erfarne profiler, som jeg ved kan tegne et stærkt Radikale Venstre med en ny start i dag.
Han fortæller, at gruppen har brugt dagen på at diskutere alle de politiske ønsker, som partiet har til en ny regering, som går i gang fredag.
Blandt andet fortalte han, at partiet fortsat ønsker en bred regering og ikke ønsker en ren S-regering.
- Vores klare indstilling er, at vi skal have en flerpartiregering, siger han.
Samtidig lød det, at De Radikale ønsker, at de socialdemokratiske planer om at etablere et udrejsecenter i Rwanda bliver droppet. I stedet foreslår partiet, at man finder en fælles europæisk løsning.
Her sagde Martin Lidegaard, at han ikke er til ultimative krav.
- Det vil man ikke se fra min side, lød det fra den nye politiske leder.
Efter at flere journalister ville høre, om det var et ultimativt krav eller ej, brød Samira Nawa dog ind:
- Ja, det er fuldstændigt udelukket, svarede hun, da de igen blev spurgt, om det var fuldstændig udelukket, at de kunne pege på en regering, der arbejder videre med Rwanda.
Få stemmetal førte til at leder forlod posten
Den nye ledelse kommer efter, at Sofie Carsten Nielsen valgte at forlade posten som politisk leder af partiet.
- Stemmetallene viser meget tydeligt, at der ikke er tillid til mig, sagde hun i går på et kort doorstep på Christiansborg.
- Og uanset om jeg bliver valgt ind eller ej, så er mandatet for svagt. Vælgernes stemmer vil noget andet, og det har jeg den største respekt for, sagde hun.
Sofie Carsten Nielsen blev dog valgt ind og fik 2.467 personlige stemmer ved dette valg. Det er en fjerdedel af, hvad hun fik ved sidste valg.
Og det er det laveste blandt alle partilederne. Selv Marianne Karlsmose og Sikander Siddique, der ikke kom ind, fik flere stemmer end Sofie Carsten Nielsen.
En halveret folketingsgruppe
Folketingsvalget, som De Radikale selv udløste som konsekvens af minksagen, halverede partiets folketingsgruppe, der nu tæller syv mandater. Ved valget i 2019 fik de 16 mandater.
Sofie Carsten Nielsen har siddet i Folketinget siden 2011 og var uddannelses- og forskningsminister fra 2014 til 2015.
Hun overtog i 2020 lederskabet af De Radikales folketingsgruppe, da Morten Østergaard stoppede i politik som følge af flere krænkelsessager.
Ifølge Martin Lidegaard var der ingen andre kandidater til posten.
