Forvirrende, krævende, sjovt og intimiderende: Fire nye vælgere har klaret deres første folketingsvalg

Alle førstegangsvælgere har været i tvivl på vejen mod stemmeboksen.

Hannah, Wasan, Jonas og Mads er fire af de godt 276.000 danskere, der i dag har stemt for første gang ved et folketingsvalg.

Forberedelsen har været en blandet oplevelse for de fire førstegangsvælgere og medlemmer af P3's vælgerpanel.

- Det har været forvirrende, for der er hele tiden nogen, der bombarderer en med information. Partierne presser på alle de steder, de kan, og det kan blive forstørret via medierne, siger 19-årige Hannah Palm.

- Jeg vidste ikke så meget om politik i forvejen, så jeg har skullet tage stilling til rigtig mange ting, som jeg ikke vidste noget om i forvejen, og som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle mene om.

Emne for emne

18-årige Mads Nissen Hvid valgte at gå all-in, da statsministeren startede valgkampen.

- Det var først lidt initimiderende, for der var rigtig meget at sætte sig ind i, men jeg valgte at gå systematisk til værks for at finde ud af, hvad de forskellige partier står for, siger Mads Nissen Hvid.

- Jeg tog det emne for emne og læste op på og tog noter til, hvad partierne mente. Jeg vil tro, at jeg har brugt 7-8 timer på det i alt.

For Mads Nissen Hvid har det været vigtigt at kunne identificere sig med den, han stemte på, og han er endt med at stemme personligt på en lokal kandidat, der er gået til valg med et løfte om at kæmpe for vækst på Langeland og den nærmeste omegn.

- Jeg er tilfreds med mit valg, men nu må vi se, om han kan leve op til det, han lover, i de næste fire år. Det vil jeg følge med i. Nu har jeg sat mig rigtig godt ind i det, og så handler det om at blive ved, så jeg ikke skal starte forfra, men er endnu bedre forberedt til næste folketingsvalg, siger Mads Nissen Hvid.

Tonen er vigtig

For Wasan El-Hallak Kharoubi har det ikke været det store problem at finde ud, hvor hendes første kryds skulle sættes.

- Jeg troede, det ville være sværere, og jeg synes faktisk, det har været sjovt. Der har været rigtig meget oplysning, og partilederrunderne har været gode til at give et indblik i personerne, siger hun.

Den 21-årige studerende har palæstinensiske rødder, og hun har fulgt godt med i udlændingedebatten.

- Det vigtigste for mig har været tonen. Man kan sagtens tale om stramninger, men man skal tale ordentligt om det, så man ikke marginaliserer en hel befolkningsgruppe, siger hun.

Wasan El-Hallak Kharoubi brevstemte for en uge siden, men der er ikke noget i den sidste uge af valgkampen, der har fået hende til at fortryde. Heller ikke selv om hun landede på et andet parti, end hun regnede med, da valgkampen startede.

- Overhovedet ikke. Jeg er bare blevet mere sikker.

- Nu er det mig eget valg

Jonas Stiller er efter en smule tvivl landet på det parti, som hans far stemmer på, og som han også selv havde udset sig fra starten af valgkampen.

- Jeg var nok lidt skadet af det derhjemme, men nu er det også blevet mit eget valg, siger Jonas Stiller.

Den 20-årige nordjyde går på landsbrugsskole, og hans far har et hobbylandbrug.

- Det har været afgørende for mig, at det parti, jeg stemmer på, tænker på landbruget og miljøet, og at der bliver tænkt økonomi ind i det, siger Jonas Stiller.

Hvordan har det været at skulle beslutte sig?

- Det har været lidt krævende. Man skal følge godt med og sørge for at få en snak med nogen, der har prøvet det før. Så det har jeg gjort.

En ihærdig fyr med en flyer

Tilbage på Nørrebro i København havde Hannah Palm for en måned siden en klar idé om, hvad hun ville stemme, og hun er også landet på det parti trods en del tvivl undervejs.

- Jeg ville aldrig have sat krydset helt forkert, for de andre partier er ikke så langt fra. Men det har været svært, for deres politik er meget ensartet, siger Hannah Palm.

Hun var i tvivl til det sidste, men blev overbevist af en kandidat, der gav hende en flyer med sine budskaber.

- Han stod på gaden og brugte tid på at kapre vælgere, og jeg mødte ham mange gange, så jeg tænkte, at han er en ihærdig fyr, som jeg gerne vil støtte, siger Hannah Palm og udtrykker en smule lettelse over, at hun nu har sat sit første kryds ved et folketingsvalg.

- Nu skal jeg ikke tænke på det mere.