Her er den radikale folketingsgruppe, der skal vælge ny leder

Ifølge tidligere rådgiver for partiet er der to oplagte bud på en ny radikal leder og to jokere.

Henrik Kjerrumgaard peger på Martin Lidegaard som en oplagt kandidat til at overtage posten som politisk leder. (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

Mens Det Radikale Venstre står overfor potentielt afgørende indflydelse i de kommende regeringsforhandlinger, står de samtidig uden politisk leder.

Sofie Carsten Nielsen trak sig onsdag fra posten, og nu er det op til den nyvalgte og stærkt reducerede folketingsgruppe at udpege hendes arvtager.

Gruppen tæller syv medlemmer - ni færre end efter valget i 2019 - og iblandt dem er der flere mulige kandidater til posten. Sammen med en kender af partiet - tidligere rådgiver for Margrethe Vestager Henrik Kjerrumgaard - gennemgår vi her de radikale MF'ere én for én.

Kjerrumgaard, der i dag er kommunikationsrådgiver, ved ikke, hvem af de pågældende kandidater, der reelt er interesseret i posten, men han forsøger at give svar på nogle af de helt oplagte spørgsmål:

Hvem kunne melde sig som Sofie Carsten Nielsens arvtager? Og hvem har bedst chancer for at blive det?

Martin Lidegaard

Martin Lidegaard var onsdag forbi Amalienborg for at meddele, hvem Radikale Venstre peger på som leder af de kommende regeringsforhandlinger. (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

Den umiddelbart mest oplagte kandidat til at overtage posten som partileder er den nuværende næstformand, Martin Lidegaard, mener Henrik Kjerrumgaard.

- Han sidder i ledelsen, han har erfaring - også som minister - og har fået et godt valg, siger han.

Med over 7.000 personlige stemmer er Martin Lidegaard den største stemmesluger i partiet. Han har bestridt en lang række helt centrale poster for partiet, siden han blev valgt til Folketinget for første gang i 2001.

Lidegaard har blandt andet været klima-, energi- og bygningsminister og udenrigsminister. I den seneste folketingsperiode har han desuden været formand for Udenrigspolitisk nævn.

Omvendt har Lidegaard som en del af partiets ledelse været dybt involveret i de beslutninger, der har ført partiet til et dårligt valgresultat. Og det kan derfor blive et problem for næstformanden, hvis den radikale folketingsgruppe ønsker at viske tavlen fuldstændig ren, vurderer Henrik Kjerrumgaard.

Samtidig har folketingsgruppen én gang fravalgt ham som leder af partiet, da han stillede op mod Sofie Carsten Nielsen som arvtager for Morten Østergaard.

- Der sidder måske nogen i gruppen, som synes, han skabte ballade, dengang de stemte på Sofie Carsten Nielsen som leder, siger Kjerrumgaard.

Christian Friis Bach

Christian Friis Bach har tidligere været minister, men gik af i 2013. (Foto: © Tim Kildeborg Jensen, Ritzau Scanpix)

Et andet godt bud på en ny formand i Det Radikale Venstre er ifølge Kjerrumgaard den tidligere minister Christian Friis Bach.

- Friis Bach er den likeable kandidat, siger Kjerrumgaard.

Den tidligere generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp er blevet stemt tilbage i Folketinget efter at have været ude af politik i en årrække. Han trak sig i 2013 fra posten som udviklingsminister på baggrund af den såkaldte GGGI-sag.

Friis Bach har den klare fordel, at han til forskel fra Lidegaard hverken har haft noget med den forfejlede strategi eller de tidligere metoo-skandaler i partiet at gøre.

- Hvis man hellere vil have en med rene hænder, så er Christian Friis Bach et god bud, siger Kjerrumgaard.

Samira Nawa

Samira Nawa blev med over 6.000 personlige stemmer den næststørste stemmesluger i Radikale Venstres nye folketingsgruppe. (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

En joker i kapløbet er Samira Nawa - "Radikales unge stjerne" med Henrik Kjerrumgaards ord.

Til trods for at hun kun har siddet i Folketinget i en periode, har Samira Nawa formået at markere sig så betydeligt, at 6.302 har stemt personligt på hende - det gør hende til den næststørste stemmesluger i gruppen.

Nawa har blandt andet været synlig på identitetspolitiske spørgsmål om ligestilling og udlændingepolitik.

- Hun er en progressiv ung kvinde, der har indvandrerbaggrund og er fra København. Hun er på den måde spot on for De Radikale.

Om Nawa overhovedet ser sig selv som kandidat til posten så relativt tidligt i sin folketingskarriere, er Kjerrumgaard ikke sikker på.

En mulighed kunne ifølge ham også være et partnerskab mellem hende og Lidegaard, hvor Nawa er næstkommanderende og Martin Lidegaard politisk leder.

Det vil være en oplagt kombination af en moderne, yngre kvinde og en populær mandlig kandidat, der står stærkt på tunge dagsordener som blandt andet klima.

- Den konstellation tror jeg meget på, siger Kjerrumgaard.

Zenia Stampe

Zenia Stampe er kendt som Det Radikale Venstres værdikriger. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

En dark horse i opløbet er ifølge Kjerrumgaard Zenia Stampe. Kjerrumgaard anser det ikke for særligt sandsynligt, at hun bliver en del af opløbet om posten, men han vil heller ikke helt afskrive det.

Stampe er kendt som radikal værdikriger, der ikke er bange for at gå til stålet i særligt værdidebatter.

- Hun har i mange år været en profil - på godt og ondt, vil nogen sige. Det kan være hendes hæmsko, at hun deler vandene for meget.

Kjerrumgaard understreger samtidig, at det langt fra er givet, at Stampe overhovedet er interesseret i posten.

- Jeg er i tvivl om, om hun ikke har det fint med at forblive værdikriger.

Stampe var formand for Radikal Ungdom i starten af 00'erne og har siddet i Folketinget for partiet de seneste ti år.

Katrine Robsøe

Katrine Robsøe fik flere personlige stemmer i Østjyllands Storkreds end De Radikales politiske ordfører, Andreas Steenberg, som ikke blev genvalgt. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

En kandidat, Kjerrumgaard til gengæld ikke tror vil melde sig, er Katrine Robsøe.

Hun er med sine 31 år den yngste kandidat i folketingsgruppen og har - ligesom Samira Nawa - kun siddet i Folketinget i en periode.

- Katrine Robsøe er stadig en kende ukendt, siger Kjerrumgaard.

Hun har dog fået et godt valg set i forhold til det generelle resultat for partiet, mener den tidligere rådgiver. Det er lykkedes hende at hive 3.736 personlige stemmer hjem, og hun indtager dermed en tredjeplads i den radikale folketingsgruppe på den front.

Lotte Rod

Lotte Rod ses her på et pressemøde i Esbjerg i august 2022. (Foto: © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix, Ritzau Scanpix)

Heller ikke det sjette medlem af folketingsgruppen Lotte Rod forventer Kjerrumgaard vil melde sig som kandidat til posten som politisk leder.

- Jeg tror ikke, hun har ambitioner om at blive formand, siger han.

Rod tager hul på sin fjerde periode i Folketinget og er dermed langt fra uerfaren i politik. Hun er kendt for sit engagement indenfor børneområdet.

Sofie Carsten Nielsen

Sofie Carsten Nielsen trak sig onsdag fra posten som politisk leder. Billedet er fra valgaftenen. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Den sidste, der skal være med til at vælge en nye formand, er Sofie Carsten Nielsen selv.

Hun trak sig som formand, før de personlige stemmetal var kendte, og før det dermed var sikkert, om hun selv kom i Folketinget.

Hendes mandat er nu sikret, men med 2.467 personlige stemmer er hun den partileder, der har fået det dårligste valg.

Den radikale folketingsgruppe skal samles torsdag til et gruppemøde.