Morten Østergaard "får for lidt" og er misundelig på musikere: De kan finde den der basale følelse

Der er både grand prix, rap og dyb pop på R-formandens playliste.

Morten Østergaard er ifølge eget udsagn ret skrap på et dansegulv.

Også når sønnike kommer hjem og siger, at de skal lytte og danse til Manowar, selv om det ikke ligefrem lyder af heavy, når De Radikales formand svarer på, hvad musik skal kunne gøre for ham.

- God musik kan få en til at stoppe op og tænke over livet, siger Morten Østergaard.

Eller den skal kunne vække følelser, som Lukas Grahams 'Love Someone' gør hjemme hos den radikale politiker.

- Når den kører på fuld hammer, så er det ud på køkkengulvet og stå og holde af hinanden.

Morten Østergaard er dybt imponeret over, at det danske band har lagt verden ned med det, han kalder "et budskab om kærlighed", og han kunne som politiker godt tænke sig lidt af det, som Lukas Graham og andre bands eller kunstnere kan.

- Nogle gange kan jeg godt blive lidt misundelig på musikere, som kan have den effekt på folk, og det er jo på tværs af de forskelle, der må være. Musikere kan finde ind til den der basale følelse, og der kan Lukas Graham virkelig noget, siger Morten Østergaard.

- Jeg lever i en verden, hvor budskaberne tit er meget komplicerede, og kunsten kan det der med at fortælle om nogle grundliggende ting, som er større end alt andet.

Se Morten Østergaards playliste herunder:

Folkeklubben - Sort Tulipan

Folkeklubbens 'Sort Tulipan' er et af de numre, der får Morten Østergaard til at stoppe op og tænke over livet.

- Jeg synes, at Folkeklubben har løftet arven efter Kim Larsen, Gnags og TV-2. Jeg kan godt lide, at de prøver at fortælle os et eller andet. Man får lyst til at høre efter og dykke ned i teksten, siger Morten Østergaard.

- Sangen handler om at turde tage springet, men jeg er ikke helt færdig med at forstå den endnu. Der er meget dybde i Folkeklubben, og det har jeg respekt for.

Østkyst Hustlers - Han får for lidt

Og gør han så det, formanden for De Radikale? Altså, får for lidt?

- Gør vi ikke allesammen det?, svarer Morten Østergaard, da vært på "Musikchefen" Mathias Buch Jensen stiller det åbenlyse spørgsmål.

Nummeret har politikeren valgt for at pege på et, han hørte meget i sin ungdom, hvor der i det hele taget blev lyttet til en del rap.

- Det er jo en genre, der er født af nogle som havde et budskab. Det er musik, der har noget på hjerte, og det er fedt, siger Morten Østergaard.

A Friend in London - New Tomorrow

Måske lidt overraskende har Morten Østergaard valgt den danske repræsentant ved Eurovision Song Contest i 2011 som den, der fortæller mest om De Radikale.

Men der er en mening med det.

- Vi er meget Europa-begejstrede i De Radikale, og Eurovision er det eneste tidspunkt, hvor alle er begejstrede for at være europæere, siger Morten Østergaard.

Morten Østergaards playliste:

  • Folkeklubben: Sort Tulipan

  • Lukas Graham: Love Someone

  • Eagle Eye Cherry: Save tonight

  • Østkyst Hustlers: Han får for lidt

  • Take That: Relight My fire

  • A Friend in London: New Tomorrow