Se de store profiler, der ikke bliver valgt til Folketinget

Flere tidligere ministre og kendte partiprofiler opnår ikke valg til Folketinget.

Eva Kjer Hansen (V), René Christensen (DF) og Jeppe Kofod (S) er blandt de politiske profiler, der ikke kommer i Folketinget. (Foto: © Illustration: Søren Winther Nørbæk)

Bare fordi man er tidligere udenrigsminister eller har siddet i Folketinget i en menneskealder, er det ikke ensbetydende med, at vælgerne giver stemmer nok til at genvinde pladsen på Christiansborg,

Her kan du se nogle af de profiler, der ikke opnår en plads i det nye Folketing.

Jeppe Kofod (S)

Jeppe Kofoed (S) blev hentet ind fra Europa-Parlamentet for at blive udenrigsminister. Han opnår dog ikke valg til Folketinget. (arkivfoto). (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Fungerende udenrigsminister Jeppe Kofod (S), der er opstillet i Sjællands Storkreds, får ikke stemmer nok til at komme i Folketinget.

Socialdemokratiet har fået syv mandater i storkredsen, men Jeppe Kofods personlige stemmer rækker kun til en plads som nummer otte blandt de socialdemokratiske kandidater.

Jeppe Kofod sad ikke i Folketinget i forvejen. Han blev hentet ind fra Europa-Parlamentet for at blive udenrigsminister i Mette Frederiksens regering.

Lars Aslan Rasmussen (S)

Lars Aslan Rasmussen (S) fik 4.279 personlige stemmer ved folketingsvalget i 2019, men i tirsdags blev det kun til omkring halvdelen. (arkivfoto). (Foto: © Martin Sylvest, Ritzau Scanpix)

Socialdemokratiets indfødsrets-, LGBT+- og ligestillingsordfører, Lars Aslan Rasmussen, er ikke genvalgt.

Han har været medlem af Folketinget siden 2016, hvor han afløste Helle Thorning-Schmidt (S). Han har også siddet i Københavns Borgerrepræsentation.

Rasmus Helveg Petersen (R)

Valgplakat for Rasmus Helveg Petersen fra Radikale Venstre i Odense. Den tidligere minister ryger ud af folketinget. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Tidligere minister Rasmus Helveg Petersen (R) opnår ikke at blive valgt ind for De Radikale, da partiet ikke får nogen mandater på Fyn, hvor han er opstillet.

Rasmus Helveg Petersen har blandt andet været klima-, energi- og bygningsminister samt udviklingsminister.

Andreas Steenberg (R)

Politisk ordfører Andreas Steenberg fra Radikale Venstre ryger ud af Folketinget. (Foto: © Martin Sylvest, Ritzau Scanpix)

Det Radikale Venstres politiske ordfører, Andreas Steenberg, har ikke opnået stemmer nok til at komme i Folketinget. Det bekræfter han over for B.T.

Steenberg er opstillet Østjyllands Storkreds, og udover at være politisk ordfører er han også finansordfører og 2. næstformand i partiet.

Stinus Lindgreen (R)

Radikales Stinus Lindgreen, der har en baggrund som forsker i bioinformatik, kommer ikke i Folketinget. (arkivfoto). (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Forsknings-, psykiatri-, sundheds- og ældreordfører for De Radikale, Stinus Lindgreen, ryger ud af Folketinget.

Han har været formand for Epidemiudvalget og siddet i Folketinget siden 2019.

René Christensen (DF)

René Christensen (DF) under valgaftenen hos Dansk Folkeparti. Han har ikke opnået stemmer nok til en plads i det nye folketing. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

DF's næstformand, René Christensen, må se sig slået af partistifter Pia Kjærsgaard (DF) i Sjællands Storkreds og opnår ikke valg til Folketinget.

Kim Christiansen (DF)

Kim Christiansen (DF) bliver ikke valgt ind i Folketinget i denne omgang. (arkivfoto). (Foto: © Martin Sylvest, Ritzau Scanpix)

Dansk Folkepartis Kim Christiansen kommer ikke i Folketinget i den kommende valgperiode.

Kim Christiansen sad i Folketinget i perioden fra 2005 til 2019. Her gjorde han sig blandet andet bemærket som partiets transport- og færdselsordfører.

Han har også være formand for Færdselssikkerhedskommissionen i 2016 - 2019 og siddet i byrådet i Mariager Kommune (2001-2006) og i Mariagerfjord Kommune (2006-2011).

Anders Vistisen (DF)

Anders Vistisen (DF), der her forlader et hovedbestyrelsesmøde i Dansk Folkeparti, kommer ikke i Folketinget. (arkivfoto). (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

Anders Primdahl Vistisen, der i 2014-2019 sad i Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti, opnår ikke valg til Folketinget. Vistisen har tidligere også siddet i regionsrådet i Region Midtjylland i 2009-2014 og i Randers Byråd for partiet.

Martin Geertsen (V)

Venstres Martin Geertsen (V) med daværende og nu fungerende sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i baggrunden. Martin Geertsen ryger ud af Folketinget, efter at alle de personlige stemmer i Københavns Storkreds er talt op. (arkivfoto). (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen er heller ikke blevet genvalgt til Folketinget.

Geertsen har siddet i Folketinget siden 2018 og tidligere i perioden 2011 - 2015.

Eva Kjer Hansen (V)

Venstre-veteran Eva Kjer Hansen kommer ikke i Folketinget i denne omgang. Ved kommunalvalget i 2021 blev hun dog valgt ind i byrådet i Kolding Kommune, hvor hun er formand for Kulturudvalget. (arkivfoto) (Foto: © Claus Fisker, Scanpix Denmark)

Tidligere minister Eva Kjer Hansen fik fjerdeflest stemmer blandt Venstres kandidater i Sydjylland, og da partiet kun får tre mandater, opnår hun ikke genvalg.

Eva Kjer Hansen har været minister i flere regeringsperioder.

Senest var hun minister for ligestilling, fiskeri og nordisk samarbejde frem til valget i juni 2019.

Men hun har også været socialminister og miljø- og fødevareminister, ligesom hun i en periode sad i Europa-Parlamentet.

Kristian Pihl Lorentzen (V)

Valgplakater for Kristian Pihl Lorentzen (V) i Viborg. Den mangeårige Venstre-profil kommer ikke i Folketinget i den næste valgperiode. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Siden 2005 har Kristian Pihl Lorentzen siddet i Folketinget for Venstre, hvor han i den seneste periode har været trafikordfører, men i denne omgang er det ikke lykkedes den midtjyske folketingskandidat at blive valgt ind.

Marlene Ambo-Rasmussen (V)

Marlene Ambo-Rasmussen (V) på et pressemøde på Christiansborg 19. november 2021. Men Ambo-Rasmussen opnår ikke genvalg. (arkivfoto). (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

Venstres familieordfører og trivselsordfører, Marlene Ambo-Rasmussen, opnår ikke genvalg. Hun har siddet i Folketinget siden 2019 og været medlem af Odense Byråd siden 2017.

Kenneth Mikkelsen (V)

Kenneth Mikkelsen (nr. 2 fra venstre), da Venstre holdt sommergruppemødet i august 2022. (arkivfoto). (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Erhvervsskatordfører samt friskole- og efterskoleordfører for Venstre, Kenneth Mikkelsen, opnår ikke valg til Folketinget.

Kenneth Mikkelsen kom i Folketinget i marts 2021, da Kristian Jensen (V) forlod sin plads for i stedet at være særlig udsending for Danmark i regeringens ambition om at få en plads i FN's Sikkerhedsråd i 2025-2026.

Carsten Kissmeyer (V)

Carsten Kissmeyer, der i en længere årrække fra 2002 til 2017 var borgmester i først Ikast og siden Ikast-Brande Kommune, opnår ikke genvalg. (arkivfoto). (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Tidligere borgmester i Ikast og siden Ikast-Brande Kommune, Carsten Kissmeyer, bliver ikke genvalgt til Folketinget.

Kissmeyer, der er 2. næstformand i Region Midtjylland, blev i 2018 folketingsmedlem som afløser for Esben Lunde Larsen.

Stén Knuth (V)

Venstres Stén Knuth opnår ikke genvalg. (arkivfoto). (Foto: © Niels Christian Vilmann, Ritzau Scanpix)

Venstres idrætsordfører, Stén Knuth, opnår ikke genvalg til Folketinget.

Han har siddet i byrådet i Slagelse i knapt 20 år, og været borgmester i Slagelse i perioden 2014-2018.

Marcus Knuth (K)

Marcus Knuth (K), der her deler valgmateriale ud på gågaden i Aarhus, ryger ud af Folketinget. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

De Konservatives udenrigs- og udlændingeordfører, Marcus Knuth, kommer ikke i Folketinget.

Partiets klimaordfører, Mona Juul, beholder partiets mandat i Østjyllands Storkreds.

Marcus Knuth har tidligere været formand for Udenrigsudvalget og Grønlandsudvalget, ligesom han har været partiets politiske ordfører og siddet i Københavns Borgerrepræsentation.

Marcus Knuth, der er både greve og tidligere udsendt til Afghanistan, blev første gang valgt til Folketinget i 2015 for Venstre. I 2019 skiftede han dog til Det Konservative Folkeparti.

Britt Bager (K)

Britt Bager kommer efter partihop i den seneste valgperiode ikke ind i Folketinget igen. Her er hun til valgaften hos Det Konservative Folkeparti på Børsen i København i går. (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

Britt Bager, der i marts 2021 skiftede fra Venstre til Det Konservative Folkeparti, opnår ikke genvalg. Hun har siddet i Folketinget siden 2015.

Isabella Arendt (K)

Tidligere formand for Kristendemokraterne, Isabella Arendt, blev i pressen kaldt 'Vikaren fra Himlen', men siden forlod hun partiet. Det lykkedes dog ikke at blive valgt for De Konservative ved valget tirsdag. (arkivfoto). (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Forhenværende formand for Kristendemokraterne, Isabella Arendt, stillede op som folketingskandidat for Konservative, men opnår ikke en plads i Folketinget.

Rasmus Nordqvist (SF)

Rasmus Nordqvist (SF), der her ses ved et pressemøde om nye naturnationalparker, kommer ikke i Folketinget i den næste periode. (arkivfoto). (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

Klimaordfører for SF, Rasmus Nordqvist, ryger ud af Folketinget.

Nordqvist blev valgt ind Folketinget for Alternativet i 2015, men i 2020 forlod han partiet for samme år at melde sig ind i SF.