- Forhåbentlig bliver det en konsekvens, at vi undgår rigsretssager i fremtiden.
Det er 25 år siden, at den daværende formand for Venstre, Uffe Ellemann-Jensen, forsøgte at finde noget positivt i rigsretsdommen mod tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen (K).
Tidligere justitsminister, tidligere konservativ formand og tidligere formand for Folketinget Erik Ninn-Hansen blev idømt fire måneders fængsel for med fuldt overlæg at forhale familiesammenføringer for de tamiler, der i 80'erne var flygtet til Danmark fra borgerkrig på Sri-Lanka.
- Hvad i alverden skal man bruge den dom til, spurgte en usædvanligt ophidset Uffe Ellemann-Jensen efterfølgende.
- Vide, hvad man har at rette sig efter? Jamen enhver minister skal følge loven. Det kan ikke komme som nogen overraskelse!
I hundrede år er det den eneste gang, at den helt særlige domstol, Rigsretten, har har været i brug.
I hele Danmarkshistorien er det sket i alt fem gange, men Rigsretten er igen aktuel i forlængelse af tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) ulovlige instruks om at adskille alle par, hvor den ene part var mindreårig, på de danske asylcentre.
Men da der blev sat et punktum i den sidste rigsretssag, var det altså håbet fra flere sider, at det blev et endegyldigt et af slagsen - for hele rigsretinstitutionen.
- Svagheden ved Rigsretten, er, at det er Folketinget, der udpeger halvdelen af dommerne, og at det er Folketinget, der beslutter, om der skal rejses tiltale, sagde den daværende formand for Det Konservative Folkeparti, Hans Engell.
En 'uhensigtsmæssig' svaghed, mente han. Og også uholdbar:
- Jeg tror, at næste gang, vi skal drøfte en grundlovsændring, bliver det et spørgsmål, der kommer op til vurdering, sagde han.
Gigantisk retsmaskineri
Helt formelt er Rigsretten en institution, der går tilbage til Grundlovens vedtagelse i 1849 og dengang, det danske parlament ikke bare var Folketinget, men også Landstinget og under et: Rigsdagen.
Næsten alle medlemmerne af Højesteret - Danmarks allerøverste domstol - bliver en del af Rigsretten, når den samles. I starten af 90'erne, hvor sagen kørte mod Erik Ninn-Hansen, betød det, at ventetiden på at få sager afgjort i Højesteret steg med flere måneder.
De 15 mest erfarne højesteretsdommere ud af de 18, vi har, får selskab af et ligeså stort antal politiske lægdommere, som partierne selv vælger. De skal sørge for, at der ikke kun er en juridisk men også en politisk faglighed i vægtskålene.
I sin fulde størrelse har Rigsretten altså et omfang af 30 mennesker - foruden anklagere, forsvarere og så videre. Et gigantisk retsmaskineri - så stort, at der ikke var plads til det i Højesteret sidste gang.
Til 5,5 millioner kroner blev der i stedet indrettet og lejet en sal i Bredgade.
I løbet af de ikke bare måneder, men to år, som sagen varede i starten af 90'erne, blev Rigsretten mindre og mindre. Hvis en højesteretsdommer er inhabil eller bliver syg, så han eller hun må trække sig, kan vedkommende nemlig ikke bare erstattes - og når en af de juridiske dommere falder fra, så må en af de politiske dommere også gå for at sikre balancen.
De politiske lægdommere kan til gengæld godt skiftes ud og har stedfortrædere. Der skal minimum være 18 dommere i Rigsretten.
Det er denne sammensætning, som formændene for de to store borgerlige partier dengang, Hans Engel og Uffe Ellemann-Jensen, blandt andre i retssikkerhedens navn satte spørgsmålstegn ved.
På flugt
Sagen om den ulovlige adskillelse af unge asylpar handler - skåret helt ind til benet - om 23 flygtningepar, der kom til Danmark med flygtningebølgen i 2015. De blev skilt ad på Inger Støjbergs bud, fordi pigerne var mindreårige - mellem 14 og 17 år gamle, mens mændene var ældre - nogle bare et enkelt år ældre, andre 12, 13, 14 og en enkelt 16 år ældre end pigerne.
Adskillelserne varede mellem 10 dage og op til 7 en halv måned. Parret, der i første omgang rejste sagen overfor Ombudsmanden fik en erstatning på 20.000 kroner.
Det springende spørgsmål i sagen er, om Inger Støjberg vidste, at adskillelsen var ulovlig og dermed brød loven med åbne øjne.
Erik Ninn-Hansens øjne var åbne, da han fra 1987 til 1989 syltede sagerne om opholdstilladelse og familiesammenføring for knapt 300 tamiler, der ellers havde krav på netop det.
Flere tusinder tamiler søgte om asyl i Danmark midt i 80'erne, hvor en borgerkrig hærgrede Sri-Lanka.
Men i forlængelse af en ophedet offentlig debat om tilstrømningen af udlændinge, var det ifølge Ninn-Hansen ikke klart, at tamilierne virkelig var flygtninge, efter at der blev indgået en formel fredsaftale i 1987. Han gav sine embedsmænd besked på at forhale ansøgningerne i al hemmelighed. Samtidig blev livet på Sri-Lanka ifølge Udenrigsministeriets indberetninger dog ikke sikrere.
Nogle tamiler ventede på svar i op til 16 måneder. To kvinder døde i Sri-Lanka, mens de ventede på familiesammenføring.
Den 1. marts 1989 konstaterer Ombudsmanden, at den praksis var 'overordentlig kritisabel'.
Det er her, Tamilsagen for alvor begynder at gøre ondt på det politiske Danmark.
Den aktuelle sag om Inger Støjberg har Ombudsmanden kaldt 'særdeles kritisabel'.
Venstre splittet i anden potens
Der er to, som fører ordet for Venstre. Det er først på sommeren i 1993, og partiet er dybt splittet.
Det handler om en mulig rigsretssag mod Erik Ninn-Hansen. På det her tidspunkt er Schlüter-regeringen gået af som følge af sagen. Justitsministeriets departementschef er blevet fritstillet, og der er allerede rejst fire tjenestemandssager samt en straffesag mod Venstre-politikeren og formand for Folketingets retsudvalg Grethe Fenger for et falsk vidneudsagn overfor højesteretsdommeren, der havde undersøgt Tamil-sagen forinden.
Men, siger Uffe Ellemann-Jensen. Tjenestemandssager er én ting. Dem er der 'masser af'.
- Rigsretssager - der er det altså 84 år siden, vi har haft én, så det er ikke noget, der skal udløses per automatik, siger Uffe Ellemann-Jensen.
Han har været udenrigsminister i den VK-regering, der måtte træde tilbage, da sagen begyndte at rulle.
- Denne sag er blevet af kafkask karakter, og så er det Folketingets ansvar, om man nu skal bidrage til at lade den vokse yderligere. Det er der åbenbart et flertal, der vil gøre, konstaterer han og fortsætter:
- Det bliver uden min stemme.
Alle Venstres folketingsmedlemmer er fritstillede. De kan selv gøre deres stilling op og stemme, som de vil.
- Vi vil vende alle sten, og så må hver enkelt lægge de elementer i den vægtskål, de mener, er rigtig, forklarer V-profilen Birthe Rønn Hornbech til TV-Avisen.
Hvad vil du stemme?
- Jeg vil stemme for.
Birthe Rønn Hornbech forstår udmærket følelserne hos både Uffe Ellemann-Jensen og flere af de ministre, som er imod rigsretssagen, men hun vil ikke blande sig i deres afvejninger. Det er et troværdighedsspørgsmål, mener hun.
- Jeg synes, det er udtryk for, at vi tager sagen meget seriøst og meget personligt, at vi netop nok ikke kan blive enige og ikke vil prøve at tyre hinanden, siger Birthe Rønn Hornbech.
Fra Folketingets talerstol den 8. juni 1993 taler Birthe Rønn Hornbech på vegne af en række Venstre-medlemmer. Hun siger:
- Loven står over os alle, derpå kendes et retssamfund.
Da beslutningen om en rigsretssag vedtages i af et flertal i Folketinget tre dage senere, udgår der en pressemeddelelse fra Venstre.
Partiets formand kalder det en 'beskæmmende dag for folkestyret.'
- Når man tænker på alle de sager i fortiden, som ikke førte til en Rigsret, så er det helt ude af proportioner at benytte Rigsretten i denne sag, udtaler Uffe Ellemann-Jensen.
Tvivl om det juridiske grundlag
105 medlemmer af Folketinget stemmer for Rigsretsagen mod Erik Ninn-Hansen.
Det er Socialdemokratiet, SF, Centrum Demokraterne, som dengang var i Folketinget, og Radikale Venstre. Hertil kommer otte medlemmer af Venstres folketingsgruppe - blandt andre Birthe Rønn Hornbeck, Christian Mejdahl, Ivar Hansen og Eva Kjer Hansen.
Men også syv konservative stemte for rigsretssagen. Per Stig Møller, Helge Adam Møller og Pia Christmas-Møller var blandt dem, der faktisk udgjorde et flertal af hele gruppen.
De havde også selv lov at vælge, hvad de ville stemme. Og uenigheden lagde formand Hans Engell ikke skjul på.
- For flere af gruppens medlemmer fremstår der en reel tvivl om, hvorvidt det juridiske og bevismæssige grundlag er tilstrækkeligt til at der rejses en rigsretsanklage, sagde han under behandingen af sagen i Folketingen.
Efter vedtagelsen skriver han i en pressemeddelelse:
- Det er en sag, hvor hvert enkelt har måtte gå dybt ned i forhistorie og handlingsforløb og både afveje sagens juridiske og etiske aspekter. Vi er i den konservative folketingsgruppe enige i, at denne sag aldrig burde være opstået, men vi har ikke alle efterfølgende kunne nå frem til samme konklusion.
45 folketingsmedlemmer fra Fremskridtspartiet, Venstre, Konservative og Kristeligt Folkeparti stemte imod rigsretssagen mod Erik Ninn-Hansen. To stemte hverken for eller imod.
Den socialdemokratiske justitsminister, Bjørn Westh, var én af dem, der hele vejen talte for en Rigsretssag og efterfølgende også forsvarede Rigsretten som institution.
- Jeg synes, det er rigtigt, at ministre også kan drages til ansvar ved en domstol, hvis de har gjort noget, der går ud over de grænser, de har at administrere efter, sagde han i DR-programmet TV Aktuelt, da dommen var fældet.
I Rigsretten, der ved afgørelsen var skrumpet til 20 dommere, stemte 15 af dem for en dom, 5 stemte imod. Hvem der stemte hvad, fremgår ikke af dommen.
Den 22. juni 1995 var sagen afsluttet.
Menneskelige omkostninger
Rigsretssagen mod Erik Ninn-Hansen varede to år - inklusive en længere pause, da den aldrende Erik Ninn-Hansen blev syg.
Den kostede et tocifret millionbeløb. Alene advokatudgifterne er anslået til 125.000 kroner om dagen, der blev stillet værelser på tre forskellige hoteller til rådighed fra de politiske dommere, der kom langvejs fra, og så simpel en ting, som at alle afhøringsspolebåndene skulle skrives ud til en takst på 130 kroner i timen blev en milliondyr post. 45 minutters bånd tog 10 timer at skrive ud.
Medregnet de 34 millioner, som den forudgående kommissionsundersøgelse stod i, er beløbet tættere på 100 end 50 millioner.
Det er i hvert fald de økonomiske omkostninger i kroner og øre.
Men Tamilsagen satte sig spor.
- Der er sat et punktum for en sag, som har haft uhyre store menneskelige konsekvenser for alle, der har været berørt af sagen, sagde Hans Engell efter domsafsigelsen.
- Vi beklager, at den sag overhovedet har kunne opstå. Og vi beklager de menneskelige konsekvenser den har haft.
I et senere interview uddybede han det:
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der kom til magten som en konsekvens af sagen, var på en og samme gang lettet og bedrøvet, da afgørelsen forelå.
- Jeg er helt opmærksom på, at sagen har haft menneskelige omkostninger. Så meget desto vigtigere er det, at sagen nu kan afsluttes med den dom, der ligger. Det er et klart resultat. Det tager regeringen til efterretning, lød det fra den daværende statsminister.
Kun én gang før Tamilsagen i hele folkestyrets levetid, er en minister blevet dømt i Rigsretten.
I 1910 fik den daværende indenrigsminister Sigurd Berg en bøde for at have overhørt advarsler om hans justitsministers millionsvindel. Inden da var justitsministeren Peter Adler Alberti blevet idømt otte års fængselsstraf efter flere års underslæb og dokumentfalsk i Den Sjællandske Bondestands Sparekasse. 15 millioner kroner, svarende til halvdelen af bankens kapital og omkring 900 millioner i nutidsværdi, stjal han og brugte på børsspekulationer i guldmineaktier og lignende.
Der er ført tre Rigsretssager ud over de to. I alle de tre tilfælde blev de anklagede ministre frifundet.
Faktaboksen i denne artikel har tidligere rummet formuleringen, at sigtelserne faldt i de tre første rigsretssager. Det er nu præciseret, at sagerne blev ført og endte med frifindelser. Ligeledes er det omformuleret, at regeringen ikke er udpeget af Folketinget. Regeringen udpeges af Dronningen.