Forsvarsordfører: Soldaterne skal væbne sig med tålmodighed

Regeringen vil investere 143 mia. kroner i det danske forsvar de kommende ti år. Men konkrete løsninger på et af Forsvarets mest akutte problemer - nemlig fastholdelse af personel - er ikke adresseret i forsvarsudspillet, lyder kritikken fra soldaterne selv:

"Vi mangler noget konkret i forhold til nogle her og nu-tiltag for fastholdelse. Hvis ikke vi får gjort noget for fastholdelsen, kan de her mange penge være ligegyldige", siger Tom Block, der er formand i Hærens Konstabel- og Korporalforening.

Og samme kritik kommer fra Formand i Centralforeningen for Stampersonel Jesper Korsgaard Hansen:

"Vi har immervæk ventet noget tid på, at det her skulle komme ud, og så har de slet ikke forholdt sig til det, der er kerneudfordringen i Forsvaret p.t. – at der ikke er soldater eller at soldaterne ikke kan blive fastholdt".

Venstres forsvarsordfører, Mads Fuglede anerkender, at der skal sættes ind på området, men opfordrer samtidig soldaterne til at være tålmodige.

"Det ville være meget mærkeligt, hvis en stor gruppe mennesker, der ønsker at gøre karriere i Forsvaret, at de ser på, at vi løfter niveauet for Forsvaret til et historisk højt niveau, og de så søger væk", siger Mads Fuglede.