Grønlandsk folketingsmedlem: Vi skal udnytte den amerikanske interesse i Grønland

Aaja Chemnitz Larsen mener, at Donald Trump har opført sig respektløst over for det grønlandske folk.

Den seneste udvikling i historien om den amerikanske præsident Donald Trumps interesse i Grønland viser bare, hvor stor en interesse USA har i Grønland.

Sådan lyder det fra Aaja Chemnitz Larsen, der er medlem af Folketinget for venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit, efter Donald Trump har aflyst sit statsbesøg som følge af, at statsminister Mette Frederiksen (S) har afvist at sælge Grønland.

- Et eller andet sted, er det positivt, at der er kommet den her opmærksomhed, og det er vigtigt, at vi i de kommende dage også formår at bruge det her diplomatisk til at skabe nogle nye muligheder for begge lande, siger hun.

- Jeg håber, at man vil bruge den klare amerikanske interesse i Grønland til at sikre, at Danmark og Grønland i fællesskab styrker indsatsen i Grønland, men også kigger på, hvordan vi internationalt kan være med til at sikre, at vi spiller en større rolle, og at de folk, der bor i Arktis, også har en medindflydelse på, hvad der skal ske i området.

Håber på arktisk minister

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, har udtalt, at forløbet har styrket Rigsfælleskabet, fordi man både i Danmark og Grønland har fået øjnene op for dets værdi.

Og den vurdering deler Aaja Chemnitz Larsen, der håber, at det også vil afspejle sig på Christiansborg.

- Under valgkampen pegede vi på, at vi gerne så en arktisk minister i den danske regering, fordi vi ved, at Arktis kommer højere og højere op på både den danske og internationale dagsorden, siger hun.

- På den måde kunne man være med til at samle nogle af de initiativer, der skulle tages for at blive en arktisk stormagt, hvis man reelt mener det fra dansk side, siger hun.

Trump stil har ikke overrasket

Aaja Chemnitz Larsen deler dog også den undren over forløbet, som også flere af de øvrige folketingsmedlemmer i løbet af dagen har luftet.

Selv kalder hun de sidste par dage for et "cirkus" og mener også, at Donald Trump har optrådt respektløst over for den grønlandske befolkning.

- Men det er ikke overraskende, når man kigger på den historik, der er i forhold til Donald Trumps ageren i medierne.