Husk nu at tale pænt til hinanden på de sociale medier.
Sådan lød statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) nytårsopsang til danskerne, da han sidste år tonede frem på Facebook med sin alternative nytårstale.
Her læste han en række af de hadske kommentarer, han selv havde fået på det sociale medie, op, og talen skabte efterfølgende en del debat om den til tider rå og beskidte tone på nettet.
Statsministeren har ikke selv ønsket at gøre status her et år efter. Men det har to folketingspolitikere og en ekspert i social medier:
Ida Auken (R): Godt, at statsministeren tog tonen op
Ida Auken er en af de folketingspolitikere, som bruger sociale medier meget, når hun skal tale med vælgerne. Ikke mindst Facebook, hvor hun har små 30.000 følgere.
Hun er glad for, at Lars Løkke Rasmussen sidste år tog fat i den grimme tone på de sociale medier. For opsangen har været med til at forbedre debatklimaet, siger hun.
- Det er ikke kun mig, der er træt af folk, som føler, de kan skrive hvad som helst, bare fordi de sidder bag en skærm. Derfor var det godt, at statsministeren tog det op, og det startede efterfølgende en debat, som har rykket noget blandt mine følgere, siger Ida Auken.
De er i højere grad begyndt at udøve en intern selvjustits, når tonen på siden bliver beskidt og grim.
- Det er tit dem og ikke mig, der beder folk om at tale ordentligt, og det er enormt befriende.
Lukker ned for trolls med sindsro
Allerede inden nytårstalen havde Ida Auken dog lavet retningslinjer for debatten på Facebook. Og hun mener, det er helt fair, at hun som politiker stiller krav - såsom at folk skal gå efter bolden fremfor manden.
- Der er dog enkeltsagspersoner, som bliver ved med at tage den samme sag op i alle tråde, og dem lukker jeg ned for. Det gør jeg med sindsro, og det giver en meget bedre debat.
Ida Auken mener dog, at tonen godt kan blive endnu bedre. Det handler om, at politikerne skal blive ved med at vise deres menneskelige ansigter og minde folk om, at de er rigtige mennesker, siger hun.
- Jo mere teknologi, vi får, des mere har vi brug for hinanden, for der er et enormt behov for, at vi ikke er fjerner personer, som står og råber af hinanden. Men vi politikere kan også selv gøre noget ved at lægge en stil. Hvis vi taler meget hårdt til hinanden og giver folk en følelse af, at alt er i fare og på spil, så er vi også med til at gøre det værre, end det er.
Astrid Haug: Nu må politikere gerne luge ud i grimme kommentarer
Ifølge Astrid Haug, der er rådgiver i sociale medier, er der ikke umiddelbart kommet færre hadske eller sure kommentarer som følge af statsministerens Facebook-opsang.
Men den har ændret ved rammerne for den politiske debatkultur på de sociale medier, fortæller hun.
- Hvor der før blev råbt 'censur', hvis politikere slettede kommentarer på Facebook, har Løkkes budskab gjort det acceptabelt for politikere at luge ud i kommentarer på deres sider. Politikerne tager nu i højere grad et ansvar for det debatrum, de skaber på nettet, og det er positivt, siger hun og peger på uddannelsesminister Søren Pind (V).
På sin Facebook-side har venstrepolitikeren lavet retningslinjer for, hvad han vil finde sig i. Hvis der er folk, som eksempelvis er racistiske eller opfordrer til vold eller truer, så sletter han dem.
Politikere skal tale pænere til hinanden
Der er dog stadigvæk kæmpe udfordringer i forhold til at få skabt en god offentlig debat, understreger Astrid Haug.
- Når politikere taler grimt til hinanden, smitter det af på debatten på de sociale medier. Derfor kan man nå et stykke af vejen, hvis politikerne sætter standarder for, hvordan de taler til hinanden. Der skal selvfølgelig være plads til hård debat, hvis bølgerne går højt, men visse standarder kan sikre, at folk ikke slås på nettet.
Derudover opfordrer hun statsministeren til at gå endnu længere, hvis han rent faktisk vil de hadske kommentarer til livs.
- Det var fint med nytårstalen, men hvis han mener det alvorligt, bør han få debatkulturen belyst, som han får andre politiske emner belyst.
Søren Espersen (DF): Facebook er skadeligt for demokratiet
Dansk Folkepartis Søren Espersen har ikke været på Facebook i godt to år, siden han lukkede sin side ned i november 2014 i protest over de mange hadske kommentarer og trusler, han modtog der.
Derfor kan han ikke vurdere, om tonen er blevet bedre efter den alternative nytårstale. Men umiddelbart har han ikke lyst til at vende tilbage til det sociale medie, selvom det fortsat er populært blandt danskerne.
- Jeg vil ikke udelukke, at det sker, men jeg føler faktisk en lettelse over, at jeg ikke er med på Facebook længere. Der var en skiden tone derinde, og uanset hvilket argument, jeg brugte over for folk, der skrev noget grimt, var jeg bare en "lille lorte-nazist". Det, der bliver sagt derinde, er fuldemandslort, og det har intet med politisk debat at gøre, siger Søren Espersen.
Vulgær og ubehagelig tone
Han mener ligefrem, at Facebook er skadeligt for demokratiet.
- Det er en meget ubehagelig og vulgær tone, som jeg ikke oplever, når jeg møder folk ude i den virkelige verden. Der kan tonen godt være skarp, men aldrig på det niveau, som den er på Facebook, siger han og fortsætter:
- Der sker noget, når man står ansigt til ansigt med hinanden. Der har man i modsætning til på Facebook en fællesinteresse i, at debatten bliver god, og derfor mener jeg ikke, Facebook har nogen værdi for folkestyret. Tværtimod.
