Jens Rohde og blå partiers Blackstone-drama er endt med en skitse

Et flertal uden om regeringen er nået til enighed. Om hvad, vil de først fortælle i morgen.

Et flertal uden om regeringen er angiveligt enige om en aftale. (Foto: © (DR))

Dagens drama på Christiansborg om de boligforhandlinger, der skal stikke en kæp i hjulet på ejendomsspekulanter, fortsætter natten over.

Det står klart, efter at et flertal uden om regeringen her til aften kom ud med De Radikales boligordfører, Jens Rohde, i spidsen. Her fortalte han, at partiet er nået til enighed med hele blå blok.

- Vi har lavet et udkast til en tekst, som adresserer de udfordringer, vi står med. Den er god både for lejerne og styrker klimaet, men det er en tekst, vi skal omkring grupperne med, siger han og uddyber, at udkastet skal forbi de respektive folketingsgrupper, før der bliver nikket ja til en aftale.

Han vil ikke løfte sløret for, hvad parterne så er enige om.

- Når vi har været det i morgen, så mødes vi igen, laver de sidste justeringer, og så er vi klar til at præsentere indholdet. Det skal vores grupper have at vide først. Der vil være ting, man kan genkende.

Du er blevet trukket i en mere blå retning?

- Det er jeg da ikke.

Er der en karensperiode med?

- Jeg kommenterer ikke indholdet, før vi har været forbi grupperne.

- Der er et flertal for det, vi kommer med. Men vi opfordrer ministeren til at fortsætte forhandlingerne, for vi er ikke gået fra nogle forhandlinger. Vi vågnede op i morges og konstaterede, at han afbrød forhandlingerne.

Boligminister trak stikket

Kimen til, at blå blok og Radikale Venstre tilsyneladende har fundet fælles fodslag, var, at boligminister Kaare Dybvad (S) tidligere i dag meddelte, at det ikke er lykkedes regeringen og dets støttepartier at lave en aftale.

Ministeren har i flere måneder ytret ønske om at sætte hårdt ind for at stoppe udenlandske kapitalfondes opkøb af udlejningsejendomme.

Det er blandt andet sket efter flere sager om den amerikanske kapitalfond Blackstone, der har gjort sit indtog i København med flere store opkøb.

Forhandlingernes helt store stridspunkt har ifølge Transport- og Boligministeriet været, at regeringen ville indføre en karensperiode på syv år, før en udlejer kan hæve huslejen efter reglerne i Boliglovens paragraf 5,2.

Nedbruddet i forhandlingerne fik både Enhedslisten og SF til at kritisere Radikale Venstre. Blandt andet beskylder Enhedslisten dem for at holde hånden over kapitalfondene.

Jens Rohde fra Radikale Venstre ønsker her til aften ikke at kommentere, om parterne uden om regeringen har fundet en fælles løsning på dette område.

Rettelse 20.35: Det fremgik tidligere, at Liberal Alliance ikke var i til forhandlingerne. Dette er en fejl, som er rettet.

Den omstridte 5.2-paragraf

  • Det er paragraf 5, stk 2 i boligreguleringsloven, der gør det muligt for udlejere at tjene stort på at købe og renovere ejendomme.

  • Den omdiskuterede paragraf blev indført for at give private udlejere et økonomisk incitament til at renovere og modernisere ældre ejendomme.

  • Paragraffen giver nemlig mulighed for, at udlejer kan hæve huslejen markant, hvis de har sat boligen i stand ved fraflytning for mindst cirka 250.000 kroner.

  • Finten ligger i, at udlejer kan flytte huslejen ud af den restriktive boligreguleringslov og over i lejeloven. Det betyder, at boligen kan udlejes efter "det lejedes værdi", som er markant højere.